På overfladen er Najaaraq Vestbirk, der dj’er under navnet Courtesy, og Emil Lange to ret forskellige dj’s. Hun er nu bosat i Berlin og spiller hårdtslående techno på klubber verden over. Han er nærmest synonym med Københavns natteliv, hvor han begår sig i et væld af genrer og også serverer sange i alverdens stilretninger, så længe det gavner festen.
Det er derfor, jeg har bedt dem om et interview: For lige nu – mens udsigterne til et åbent natteliv som minimum ligger måneder ude i fremtiden – at få to forskellige perspektiver på, hvordan man som dj klarer sig igennem den altomfattende krise, som corona-pandemien er – både personligt, karrieremæssigt og økonomisk.
Men da jeg interviewer Courtesy og Emil Lange bliver det hurtigt tydeligt, hvor enslydende deres coronahistorier egentlig er, samt hvor mange af de samme problemer og kriser, de har oplevet. Selv om de på overfladen opererer i meget forskellige verdener, har pandemien ramt dem på samme måde.
De fortæller således begge om det chok, det i første omgang var, da covid-19 hev tæppet væk under den eksistens, de havde ført i mange år.
»Jeg gik fra at spille 10-12 jobs om måneden til ingenting«, siger Najaaraq Vestbirk over telefonen fra Berlin. »Det er først nu, jeg er ved at få en produktiv arbejdsdag igen. Jeg var i chok i nogle måneder. Det har været svært at kapere«.
Emil Lange formulerer pandemien som en form for eksistentiel rystelse.
»Du mister hele din identitet. Pludselig skal du finde en ny plads i verden«, fortæller dj’en, da han besøger Soundvenues kontor i København.
»For dj’s er det at spille meget mere end et arbejde. Det er det, de elsker at lave. Jeg har spillet torsdag, fredag og lørdag i ti år. Når du får alt det taget fra dig, er det en mavepuster«.
Når pandemien har ramt netop dj’s så hårdt, skyldes det, at det, hele deres liv drejer sig om, er blevet lukket ned. Natklublivet står stille.
Men der er også en række mere konkrete elementer i livet som dj, der gør, at netop den profession er ekstremt hårdt ramt. Nemlig at mange dj’s ikke producerer musik selv og altså er endnu mere afhængige af live-økonomien end andre musikere. Samt at nattelivet – som det ser ud nu – bliver noget af det absolut sidste, der åbner.
Det har selvsagt store omkostninger for menneskerne bag festerne, klubberne og musikken, og både Najaaraq Vestbirk og Emil Lange fortæller om venner, der har fundet andre jobs eller er i økonomiske vanskeligheder.
»Alle mine venner er arbejdsløse«, siger Emil Lange. »Det svarer til, at du er journalist, og pludselig er alle aviser og dagblade lukket ned«.
Problemet er samtidig ikke kun, at dj’s bliver arbejdsløse nu. Men at fremtidsudsigterne kan være rigtigt dystre for især den næste generation.
En fortabt generation af dj’s?
»Jeg kan forestille mig, at der er nogle, der stopper helt og finder på noget andet at lave«, siger Emil Lange.
Han peger på, at klubberne nok ikke har samme finansielle midler efter krisen som før, samt at visse klubber uundgåeligt må dreje nøglen om, hvis nedlukningen fortsætter. Hvilket så vil have den konsekvens, at der vil være færre dj-jobs til færre penge.
»Hvis klubberne går 200.000 eller 300.000 i minus om måneden, selv om de får støtte, så er det måske svært at betale 5.000 for en dj, når man har en ven, der vil gøre det for en flaske«, forklarer Lange.
Hvis det ender sådan, er det især hårdt for de mange unge dj’s, der har arbejdet i årevis for at nå et punkt, hvor deres professionelle liv kan løbe rundt, og hvor kalenderen endelig er fyldt med jobs. »Man sutter fandeme pik i mange år, før man kommer ind der, hvor det bliver sjovt«, siger Lange.
Courtesy har en lidt anderledes sprogbrug, men hun ser en lignende punktering af momentum for dem, der netop nu er på vej frem. Det seneste år har dansk techno nemlig haft en international opblomstring, der har gjort danske dj’s efterspurgt verden over, forklarer hun.
»Det danske bookingbureau Fast Forward, som før lavede fester i mange år, sidder med kunstnere som Martin Shacke, der jo har haft et kæmpe verdenshit sidste år (’Kisloty People’, red.). Det blev udnævnt til et ’Track of the Year’ af Resident Advisor, der er et af de største elektroniske musikmagasiner. Ham, Sugar, Ibon og flere andre har spillet på de bedste klubber i hele verden, fordi den her specifikke, danske technolyd er blevet så stor. Der har ikke været en lignende dansk scene siden tilbage i 90’erne«.
I modsætning til Emil Langes spådom om lokale københavnske dj’s er Courtesy dog ikke bange for, at den danske technobølge skal dø ud. »Techno har et kæmpe publikum, så de drenge skal nok blive samlet op igen«, som hun siger.
Hun ser dog – ligesom Lange – et problem i det faktum, at hele branchens infrastruktur er truet af en længerevarende nedlukning. »Hvis der ikke kommer en vaccine inden for de næste seks måneder, og festivalsæsonen næste sommer ikke sker, så kollapser industrien«, varsler hun. »Så er der ingen, der ved, hvordan den her industri kommer til at se ud«.
Dystre fremtidsudsigter, stor usikkerhed og de facto arbejdsløshed: Det er ikke de mest opløftende budskaber, de to dj’s har. Det virker samtidig som om, de begge føler et vist tomrum. Og det viser sig faktisk, at de begge har fyldt det tomrum på samme måde: Ved at begynde at producere musik.
Emil Lange har både lavet ny musik samt arbejdet på at blive bedre til at lave radio (han har et program på P3), mens Courtesy arbejder på et »klubprojekt«, hun ikke vil definere nærmere endnu, og øver sig på at spille klaver.
»Jeg har brugt alle de år som dj på at finde en speciel lyd, som jeg interesserer mig for, og nu har jeg tid til at udforske den«, forklarer Courtesy. »Fordi jeg ikke hele tiden skal nå et fly. Eller sove, fordi jeg er træt efter et spillejob«.
Samtidig understreger begge, at de er meget bevidste om, hvor privilegerede de er, idet de bor et sted, hvor man får støtte – og således kan bruge isolationen produktivt uden de helt ekstreme pengesorger.
Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at spørgsmålet om, hvornår man kan komme ud at spille igen, spøger konstant. Især nu, hvor der er lange udsigter til, at klublivet i Danmark og resten af verden bliver åbnet igen.
Men hvordan skal det kunne lade sig gøre at åbne for klubberne, når smittetrykket er, som det er? Er det overhovedet etisk at feste?
Jagten på den etiske fest
»Nogle mennesker er ligeglade. I Berlin er der raves, hvor folk kører ud i skoven for at feste. Det, synes jeg, er problematisk«, siger Courtesy, da jeg spørger ind til festkulturen lige nu.
Hun peger også på, at scenen i Berlin er splittet på spørgsmålet om, hvorvidt klubberne burde genåbnes. For hende selv er det dog ret entydigt: Det er ikke forsvarligt at udsætte andre for smittefare ved at tage til fester.
»Historisk set har der været mange perioder, hvor raves var illegale«, forklarer Courtesy. »Fordi meget konservative regeringer blandt andet forbød det. Så der har været perioder, hvor raves og klubkultur er gået off the grid. Der har bare aldrig været en dårligere undskyldning for det end nu, rent etisk«.
For Courtesy selv har de ulovlige fester ført til et »opgør med den nihilistiske tilgang til at feste, hvor man ikke tager hensyn til andre folk«. Samtidig taler hun dog også om muligheden for at »normalisere« fester og festivaler. Med andre ord: At holde en forsvarlig fest.
Det samme spørgsmål optager Emil Lange. Han fortæller, at han også har hørt om ulovlige fester i København, hvor tusindvis af mennesker tramper afsted til trance på Refshaleøen. Dj’en understreger, at han ikke selv har været til den slags fester og forklarer, at de ulovlige sammenkomster kan ses som et argument for at genåbne nattelivet.
»Folk stopper ikke med at feste. Det er den konklusion, man kan drage«, siger Lange. »Men vil du så have festerne i det fri eller i private lejligheder, hvor det er den rene vilde vesten, eller vil du have nogle professionelle mennesker til at håndtere festen med vagter, håndsprit og hvilke andre regler, der måtte være? Natklubber er det samme, som det, der alligevel sker nu, bare fuldstændig kontrolleret«.
Courtesy og Emil Lange taler altså til en vis grad om det samme: Hvordan man kan finde en etisk forsvarlig måde at feste på. Det forekommer tydeligt, at svaret ikke kan være nihilistiske skov-raves, der skider på reglerne. Men er svaret at åbne klubberne, så samværet bedre kan kontrolleres? Det virker de danske politikere i hvert fald ikke overbeviste om.
Lige nu er der derfor en situation, der kunne ligne en ond cirkel. For hvis man vil til rave, bliver det ulovligt eller ukontrolleret, hvilket antageligvis forøger smittefaren. Og jo mere smitte, jo længere tid går der, før klubberne åbner – og jo sværere kår for de dj’s, der er afhængige af dem.