Uffe Lorenzen sætter strøm til sit mest folkelige album til dato
Uffe Lorenzen er vendt tilbage til jorden; nærmere bestemt hans velkendte København, som bliver skildret gennem sangskriverens altid psykedeliske blik. Denne gang akkompagneres fremstillingen af et skarpt, gnistrende og elektrisk lydtapet, som vi kender det fra Lorenzens bands, Baby Woodrose og Spids Nøgenhat.
De tidligere ’Galmandsværk’ og ’Triprapport’ står sammen med Lorenzens nu tredje soloalbum, ’Magisk realisme’, som en trilogi over et anakronistisk livsværk, der mimer en tilstand af altid at være på vej, fordi man ikke ved, hvor man har hjemme. Ligesom sine to forgængere har ’Magisk realisme’ nogle fantastiske numre, men også et par uinspirerende momenter.
Et af lavpunkterne er titelnummeret, der lyder som en rest fra forgængeren ’Triprapport’, der aldrig rigtigt løftede sig fra jorden. Igen kommer den tolvstrengede guitar til at være den dominerende drivkraft, tilsat en af de mere kringlede tekster, hvor lixtallet går op, men logikken går ned – og det selv om vi har med den psykedeliske musik at gøre, hvor der normalt er masser af plads til abstrakte udladninger.
Anderledes selvsikkert står heldigvis resten af det nye album, der med sin rockede grundtone og hovedpersonens afrapportering fra de københavnske gader brager derudad fra første ’Lorenzen-riff’, der bliver slået an i åbningsnummeret ’Lad det gå’ – skarpt forfulgt af et par energiske og melodiske udladninger med ’I mit blod’ og ’Efterår’.
Efter den insisterende indledning banes vejen hen til et af de helt store højdepunkter, nemlig americana-balladen ’Caminoen’, der leder tankerne hen på Neil Youngs signaturlyd. Her barberer Lorenzen det psykedeliske ordkløveri væk og agerer pilgrimsrejsende gennem hovedstaden med en længsel og et savn ved hvert gadehjørne, han passerer.
Ud over en fortrinlig version af Trilles ’Tornerose’ tæller højdepunkterne ligeledes den melodiøse ’Nede af vejen’ og ikke mindst ’Livet skriger’, der har en grungelyd og en vrængen, der viser Lorenzen, når han er bedst – både som multimusiker og dansksproget samfundsrevser.
Som altid er man i kompetent og kompromisløst selskab, når man står med et Lorenzen-album i hænderne, og ’Magisk realisme’ er generelt spækket med meget velkendte og smittende melodilinjer og upåklagelige riff.
Der er ingen tvivl om, at det klæder Lorenzen at være tilbage med en elektrisk og energisk lyd i ryggen, og trods den melankolske og dystopiske grundstemning, så er ’Magisk realisme’ nok det mest folkelige udspil, han har udgivet til dato.
Det er Uffe Lorenzens helt egen pilgrimsrejse gennem København – hvor han selv står bag soundtracket til fortællingen om sin by, sin tid, sin søgen og sin rodløshed. Det er en stærk oplevelse at rejse med Lorenzen gennem livets labyrint.
Kort sagt:
Uffe Lorenzens tredje soloalbum er et af de mest folkelige udspil, han har udgivet til dato. Det klæder ham at være tilbage med en elektrisk og energisk lyd i ryggen trods en musikalsk grundstemning, der er melankolsk og dystopisk.