Med ’… Keep Dreaming, Buddy’ har Palace Winter kreeret karrierens første milepæl
Det er det første album, makkerparret har lavet siden de blev fædre, og givetvis har den nye rolle fået både Carl Coleman og Caspar Hesselager til at fokusere på det essentielle og centrale i tilværelsen. Sikkert er det i hvert fald at ‘… Keep Dreaming, Buddy’ – deres tredje album som Palace Winter – er yderst fokuseret, gennemarbejdet og en meget stor fornøjelse at lytte sig igennem.
Hvor de to forgængere, ‘Waiting for the World to Turn’ (2016) og ‘Nowadays’ (2018), kultiverede et mere strømlinet udtryk, er det nye album en kende mere sonisk spraglet – og det tjener duoen til ære. Særligt prægnant er implementeringen af distorted guitar, hvilket er hørbart i de glamrockede ‘Won’t Be Long’, ‘Richard (Says Yes)’ og ‘Control’. En indikation af, at Palace Winter nu hviler så meget i sig selv, at de drift- og selvsikkert kan smide lidt knaset strengeleg ind i den højpolerede og synthtunge turbine.
Inspirationen fra M83 og MGMT er stadig præsent, men Coleman og Hesselager har tydeligvis også et åndsslægtskab med start-00’ernes amerikanske indiescene og det anstrøg af bittersødme og sentimentalitet, man finder hos genrens toneangivende bands. Den grandiose ‘Monument Eyes’ kunne således sagtens være at finde på et Flaming Lips-værk, og det er i denne sammenhæng intet mindre end et scoop, at Palace Winter har fået Jason Lytle fra Grandaddy til at medvirke på den rørende ‘The Deeper End’.
Foruden den amerikanske indiehelt får Coleman og Hesselager vokalt visit af Marie Fjeldsted fra Penny Police og Soffie Viemose (Lowly), hvis bidrag ligeledes eleverer albummet op i de høje luftlag, hvor både det kølige og varme overblik hersker.
Det er nemlig tydeligt, at Hesselager er vokset som producer og lydalkymist simultant med, at Palace Winter har givet sangskrivningen og udtrykket et nøk op. Lydbilledet balancerer perfekt mellem det øjeblikkeligt fængende og en sprudlende detaljerigdom, der kalder på gentagne afspilninger. Hvorfor også duoens internationale appel forhåbentligt styrkes yderligere med denne ædelsten i diskografien.
Albummet indeholder også nogle af deres stærkeste sange hidtil med den ultramelodiøse ‘1996’, den storladent groovy ‘Top of the Hill’ og den sfæriske ‘Lava Moving Over the Land’ som lysende pejlemærker for den fornemme kurs, Coleman og Hesselager har udstukket.
Funklende melodier, perfekt eksekvering og en blændende produktion – alt falder simpelthen i hak på duoens tredje album. Så med ‘… Keep Dreaming, Buddy’ har Palace Winter altså kreeret karrierens første milepæl.
Kort sagt:
Med blændende sangskrivning og et varieret lydbillede, som giver udtrykket nye muligheder, har Caspar Hesselager og Carl Coleman begået deres hidtil bedste album og karrierens første milepæl.