På ’Sundowner’ synes engang så lovende Kevin Morby at være løbet tør for ideer
Da Kevin Morby udgav sin gennembrudsplade, ’Singing Saw’ i 2016, kvitterede denne anmelder med fem stjerner. Da Morby fulgte gennembruddet op med den New York-mytologiserende rock på ’City Music’ (2017) gav jeg fire stjerner.
Med ’Sundowner’, Morbys sjette soloalbum på syv år, må jeg nøjes med tre – og i samme ombæring altså konstatere, at Morbys formkurve er for nedadgående.
Hvor ’Singing Saw’ var en glimrende, særdeles intuitiv symbiose af elementer fra blues, folk og gospel, har Morby på de efterfølgende album virket mere optaget af rock’n’roll-forbilleder som Velvet Underground og Television (’City Music’) og Rolling Stones og Lou Reed (dobbeltalbummet ’Oh My God’, 2019).
På mange måder synes ’Sundowner’ som en form for comedown-album, en reaktion på den ekspansive, men også noget ufokuserede forgænger. Morby skærer mere ind til benet – både i forhold til antallet af sange (10 i stedet for 14), men også i forhold til instrumentering. På den måde lyder ’Sundowner’ som Morbys bud på et ’karantænealbum’; sandheden er dog, at det meste af albummet blev indspillet alene af Morby på en firesporsbåndoptager i en afsides beliggende hytte i Kansas tilbage i 2017 (hvor han opholdte sig for at være tættere på kæresten, en vis Katie Crutchfield aka Waxahatchee).
Det er givetvis pandemiens hærgen, der har fået Morby til at vende tilbage til sine tre år gamle solooptagelser, der stemningsmæssigt er mere skrabede og introspektive. Noget der bekommer sig godt i det aktuelle klima.
Der er stærke enkeltstående øjeblikke på ’Sundowner’, ikke mindst titelnummeret, hvor man virkelig kan mærke, at der er noget på spil. Ledsaget af mellotron og trædeorgel besynger Morby smerten (men også attraktionen) ved at være langt væk fra det, man kender. »I am a sundowner, please / don’t let the sun go down on me«, trygler han.
Et andet tilfredsstillende bidrag er ’Don’t Underestimate Midwest American Sun’, hvor udtrukne klavertoner og en primitiv trommemaskine skaber en forunderlig lydkulisse for en sang, der (ligesom titelnummeret) tematiserer Morbys forhold til det Midtvesten, han i 00’erne forlod for at opsøge musikerdrømmen i først New York og siden L.A.
På en syv minutter lange og ganske betagende ’A Night At the Little Los Angeles’ forsøger Morby sig for eneste gang på albummet med små karaktervignetter. Her kommer der lyrisk kød på albummets knogler – hvorfor det sådan set er charmerende, at omkvædet består af et lakonisk »baby, baby, baby« (tilsat korstemmer).
Udover de tre her fremhævede sange er det dog så som så med lyspunkter på ’Sundowner’. Morbys lyriske tilgang virker ikke længere så frisk eller enigmatisk som tilbage i gennembrudsåret 2016, lo-fi-indsatsen sætter en parentes om hans ellers ofte inspirerede guitarudladninger, og melodierne er forudsigelige og aldeles uden overraskelser.
Hvor Kevin Morby skal bevæge sig hen herfra fremstår noget tåget.
Nogle gange brænder talenter tidligt ud. Andre gange lader man sig som lytter – i sin iver efter at fremhæve det nye – forblænde af løftet om mulig storhed, der i virkeligheden dækker over noget mere jævnt. Det kan hænde at være en lidt hård dom, men Morby synes – her og nu – som et case in point.
Kort sagt:
Morby brød igennem med den atmosfæriske americana på ’Singing Saw’ fra 2016, men siden er det som om, han er gået lidt i stå i forsøget på at eftergøre sine største idoler. På ’Sundowner’ forsøger han sig med en mere skrabet og introspektiv stil, men den udstiller blot i en endnu højere grad, at den basale sangskrivning savner tænding og spænding.