The National-frontmand prøver selv med afdæmpet solodebut
Det er altid svært at vide præcis, hvad man kan forvente, når en velkendt frontfigur går egne veje og udgiver et soloalbum.
Går de i helt nye retninger? Eller lyder de som de altid har gjort? Og kan de overhovedet levere uden hjælpen fra deres normale bandkammerater?
Når det gælder The National-frontmanden Matt Berningers solodebut er svaret, at ‘Serpentine Prison’ ikke er lig The National, men at albummet heller ikke byder på de store revolutioner. Det er dog bevis på, at Berninger godt kan stå på egne ben uden sine faste væbnere, Aaron og Bryce Dessner.
I stedet har Berninger fundet ny musikalsk hjælp hos r’n’b-legenden Booker T. Jones og en række af hans højt profilerede musikervenner. Sammen viser de Berninger fra hans afdæmpede side, og Booker T’s produktioner spiller på The National-frontmandens styrker som en levende og stærk formidler.
Sonisk lander ’Serpentine Prison’ tættere på de mere afdæmpede sange fra The Nationals storhedstid i slut-00’erne end den eksperimenterende lyd, vi har været vant til at høre fra rockbandet de senere år. Albummets ti sange ligger altså ikke langt fra, hvad vi er vant til at høre fra Berninger – men de byder alligevel på nye nuancer og en mere organisk instrumentering med blandt andet orgel, der tilføjer et lille, men frisk pust til Berningers sange.
Mest af alt er ’Serpentine Prison’ dog et album, der fastholder – eller måske endda søger tilbage mod – de trygge rammer, hvor Matt Berninger har det bedst. Produktionen og sangene stryger ham (og lytteren) med hårene og sætter flot hans velkendte baryton og ofte glimrende tekster i fokus, men vi forlader heller aldrig rigtig den sikre grund. Derfor føles det ofte heller ikke som om, der virkelig er noget på spil.
På den let Nick Cave’ske ‘Loved So Little’ ulmer der godt nok noget faretruende under overfladen, men den er så også undtagelsen der bekræfter reglen.
For selv om sange som ‘One More Second’ og titelnummeret er flotte i deres egen ret, så mangler de noget modspil, der kan få dem til at skille sig ud på tracklisten. The National var bedst, når deres musik var gennemsyret af en rastløs energi og en underliggende strøm af noget lidt skævt og foruroligende, der lurede under selv deres smukkeste sange. Man vidste aldrig helt, hvor man havde hverken dem eller Matt Berninger. På Berningers solodebut ved man derimod præcis, hvor man har ham.
»Everyone’s screamin’ / I’ve been daydreaming«, synger han på titelnummeret, og ’Serpentine Prison’ føles også mere som en pæn melankolsk dagdrøm end et album, der virkelig tvinger dig til at stoppe op og lytte rigtigt efter.
Det er godt selskab, og trods udgivelsens afdæmpede natur keder man sig sjældent. Men det er heller ikke et album, der er svært at lægge fra sig. Og når spilletiden på 41 minutter er ovre, er det få af sangene der virkelig bliver hængende.
Kort sagt:
Matt Berningers afdæmpede solodebut byder på nye nuancer, men ikke de store revolutioner. Man ved, hvor man har ham. Og selv om det er godt selskab, bliver det aldrig rigtig farligt eller udfordrende.