‘All My Eyes Are Open part I & II’: Fallulahs eventyrlystne pop er blevet lidt for strømlinet

3 6
‘All My Eyes Are Open part I & II’: Fallulahs eventyrlystne pop er blevet lidt for strømlinet
Fallulah. (Foto: Julie Montauk)

Første gang, jeg lyttede til Fallulahs nye album ‘All My Eyes Are Open part I & II’ (navngivet sådan, fordi første halvdel udkom som ep sidste år), havde jeg svært ved at sætte fingeren på, hvad problemet var.

For på overfladen lød det som Fallulah, præcis som jeg kender og elsker hende. Der var de mindeværdige melodier, den quirky lyrik, den ekspressive vokal og det varierede lydbillede. Men af en eller anden årsag slog det ikke klik, som ‘The Black Cat Neighbourhood’ eller ‘Escapism’ gjorde i sin tid.

Jeg var bekymret for, at Fallulahs særegne lyd ikke fungerede for mig længere. Og bekymret for, at hendes lyd måske ikke holdt længere, som popmusikken er skredet stødt fremad.

Et grundigt deepdive i hendes bagkatalog gjorde det klart for mig, at jeg tog grueligt fejl. Fallulahs tidlige output lyder anno 2020 lige så godt, som det altid har gjort. Men at lytte til disse solide skiver side om side med ‘All My Eyes Are Open part I & II’ åbenbarede det helt centrale problem: Musikken er blevet virkelig strømlinet.

De mest grelle øjeblikke lyder det nærmest som om, sangene er produceret specifikt med henblik på at soundtracke reklamer for biler eller hovedtelefoner. Det gælder den smålængselsfulde ‘Sunset’, det gælder den euforiske ‘God Bless You’. Ja, det gælder selv ‘Paper Route (Hurts to Be So Loud)’, der trods en ret personlig tekst i versene slår over i et virkelig vagt og anonymt power-omkvæd.

Og det er synd, for melodierne er egentlig gode. Jeg kan forestille mig virkelig at nyde sangene i en livekontekst, hvor der er mulighed for en mere sprælsk lyd. Men på albummet er trommerne, klaveret, endda backingvokalerne arrangeret og spillet, så det lyder påfaldende kalkuleret. Der er som sagt variation i instrumentationen på tværs af numrene, men kun yderst sjældent får instrumenterne rent faktisk mulighed for at gøre noget interessant.

Der er steder, hvor albummet skam fungerer. Åbningsnummeret ‘Bloodline’ er ganske helstøbt i sin dynamiske struktur. Fallulah har lavet numre med mere kant end dette, men både nummerets sangskrivning og Fallulahs vokal har nok karakter til, at den lidt træge produktion ikke tager noget fra charmen – og så er det altså et rigtig vellydende guitariff.

Dertil er der nogle ret spicy harmoniske og klangmæssige øjeblikke på den rockede ‘Scared of Love’, der går rent ind. Og omend ‘Broken Soldier’ på nogle punkter er en lidt ujævn sang, hvor omkvæd og vers ikke hænger sammen, er den også forfriskende risikabel med sine sære stryger- og blæserfigurer i omkvædet. Det er sådan en dejligt spøjs popsang, man ikke støder på bare ved at tænde for P4 – i modsætning til store dele af tracklisten.

Der er som sådan ingen fundamentalt dårlige sange på ‘All My Eyes Are Open part I & II’. Der er nogle kluntede overgange mellem omkvæd og vers hist og her (den intime ‘Dysfunctional’ kunne virkelig trænge til at ånde i nogle takter, inden andet vers øjeblikkeligt går i gang), og tangenten om at spise mugbefængt chokolade på ‘Paper Route (Hurts to Be Loud)’ er ufrivilligt komisk. Men overordnet kører maskineriet som smurt i olie.

Og netop af denne årsag bliver det ikke en gribende lytteoplevelse. Hvor Fallulahs musik før var så eventyrlysten, er den her lidt for strømlinet.


Kort sagt:
Fallulah har stadig et skarpt øre for melodier, men alt for ofte lyder hendes popmusik meget anonym, hvor den ellers tidligere var så eventyrlysten.

Fallulah. 'All My Eyes Are Open part I & II'. Album. LA Boom Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af