Fallulah

Fallulah er ikke perfekt. »I know that I’m a mess but I hope that you will stay«, synger hun på ‘Dried-out Cities’ over heftige trommer, håndklap og ’uh-uh’-kor. Men ingen er som bekendt fejlfri, og det er befriende, at den dansk-rumænske sangerinde ikke prøver at sælge et falskt glansbillede.

Maria Apetri blev med sit debutalbum hele Danmarks Fallulah i løbet af 2010 og 2011, og ’Escapism’ er på sin vis en naturlig videreudvikling. Kringlet, filtret radiopop der vil mere end bare være øreguf, men denne gang serveret på en meget mere afdæmpet facon. Fallulah behøver ikke længere skrige efter opmærksomheden – hun lyder etableret, sikker på sig selv, og det er rart.

Den legende percussion og de buldrende jungletrommer runger stadig albummet igennem, men Fallulahs stærkeste våben er igen stemmen. Til tider så blid, at det er umuligt ikke at drømme sig væk.

Titelnummeret er dragende i sin simplicitet, og det er først til allersidst, at det syder og bobler med vokale udskejelser og ustyrlige blæsere. Som prøver Apetri at tæmme sit indre vildbæst – en latent, gennemgående magtkamp, der i sig selv er spændende at udforske. Omkvædet i ’Your Skin’ er sød tyggegummipop, ’Mares’ næsten et gysersoundtrack og ’Come Into My Heart’ en mystisk, forførende og marcherende popgenialitet. Enkelte numre ryger for hurtigt i glemmebogen, og den iltre ’Dragon’ gør for meget for at undgå det.

Læs også: 36 album du skal glæde dig til

’Escapism’ er ikke perfekt, men igen, det er heller ikke meningen. Fallulah kommer vidt om sit talent, oftest med glimrende resultat, og cementerer på samme tid sin egen menneskelighed.