Ela Minus’ debutalbum præsenterer en medrivende elektronisk dystopi
I april udgav den colombianske musiker Gabriela Jimeno Caldas sangen ‘They Told Us It Was Hard, but They Were Wrong’ under navnet Ela Minus.
Hun begyndte faktisk at udgive musik under dette navn i 2015, men i år skrev hun så kontrakt med Domino Records, og måned efter måned har hun udgivet singler, der alle har været af så høj kvalitet, at de konsekvent har sneget sig med på vores ugentlige Top Tracks-lister her på Soundvenue.
De indledende sange har ført frem til Ela Minus’ første album i fuld længde, ‘Acts of Rebellion’, der er alt det, singlerne fik mig til at håbe på – og endnu mere.
Singlerne har alle været relativt lowkey electropopsange bygget over pulserende housebeats – navnligt de mere kølige afarter af deephouse og techhouse.
Det er sådan nogle grooves, der ikke fokuserer på at have ‘pow’-faktor, men som i stedet er nøje sammensatte, således at hver sangs lydbillede i sin helhed bliver opslugende. Sammensætningen mellem den der bas og den der trommelyd og den der fræsende synth bliver overvældende.
Det er en rimelig kølig elektronisk lyd hele vejen igennem, men alligevel lyder det ofte kraftfuldt og indtrængende. Et af Ela Minus’ smågeniale tricks til at opnå dette ligger i hendes vokaler. Vokalen er på ingen måde hovedpersonen på albummet, men det er en vigtig ingrediens. Hun er så lavmælt i sin halvmelodiske hviskesang, at hun får Billie Eilish til at lyde som Pavarotti.
Derfor ender den ellers ganske indadvendte omgivende musik til sammenligning med at føles bjergtagende – og når mørket træder ind, har vi at gøre med et elektronisk mørke, som albummets eneste menneskelige kontakt ikke har mulighed for at stå imod.
Selv på et ellers på overfladen ganske blidt nummer som ‘Dominique’ er hun helt ubehjælpelig. Det er et af de mere lyrikdrevne numre, og når hun synger »I should probably eat something that’s not liquid«, rammer vi et af albummets største emotionelle mavepustere.
Det er imponerende, hvor hårdt ‘Acts of Rebellion’ går ind i forhold til, at Minus aldrig søger at være flashy eller bombastisk. Derimod ved hun præcis hvilke knapper, hun skal dreje på, og som resultat går albummet rent ind. Mellem de mere pulserende numre serverer hun en række smukke, stemningsrige ambient-tracks, og ikke blot danner disse fornemt bro mellem albummets mere catchy sange – de er også imponerende velorkestrerede i egen ret.
Albummet starter med det mest stressende og hektiske af disse ambient-tracks, hvormed den pressede stemning altså øjeblikkeligt er sat. Den efterfølgende ‘They Told Us It Was Hard, but They Were Wrong’ lyder derfor oplagt som om, det titulære statement er et produkt af virkelighedsbenægtelse. Musikken gør det klart for os, at »they« altså har ret i, at det var svært.
Men ‘Acts of Rebellion’ er forfriskende, idet albummet ender optimistisk. Midt på tracklisten får vi ‘Dominique’, hvor Minus endelig anerkender, at livet altså er pissebesværligt at komme igennem. Og når vi når afslutningsnummeret, Helado Negro-duetten ‘Close’, får vi endelig en fornemmelse af samvær og tryghed. Ikke at alle verdens problemer pludselig er løst – men at de bliver lidt lettere at komme igennem, når man har nogen at holde tæt.
Det er en lykkelig slutning uden på nogen måde at være en Hollywood-sammenfletning. Og den er lige så veleksekveret som den makabre lyd, der gennemsyrer resten af albummet.
Kort sagt:
Ela Minus’ dystopiske housetoner byder på både nerve, vellyd og et rigtig veleksekveret take på albumformatet.