Det er onsdag formiddag, og jeg skal mødes med den danske folksanger Hjalte Ross på Café Gavlen på Indre Nørrebro.
Natten forinden bruger jeg på at lytte til hans nye album, ’Waves of Haste’, der primært er skrevet på Lofoten-øerne i Norskehavet, på Manhattan i New York City og i hjemstavnen i Nordjylland. I pressemeddelelsen til albummet står der, at et af kendetegnene ved den norske øgruppe er fyrtårnet. Jeg forestiller mig, at Hjalte har kigget ud på havet, observeret bølgernes rullende rytme og fundet inspiration til albummets ni sange.
12 timer senere er jeg på caféen. Hjalte er ikke ankommet, og selv om vi har mødt hinanden et par gange før, kan jeg ikke helt huske, hvordan han ser ud. Pludselig står han ved bardisken, men det er først, da han smider jakken og sin røde strikhue, at jeg genkender ham.
Vi vinker til hinanden, og han kommer over til højbordet i midten af lokalet, hvor jeg sidder med en mineralvand. Mit førstehåndsindtryk er, at han er imødekommende, men også lidt genert. Som om, at han føler sig ubekvem ved at skulle tale om sig selv. Hver eneste sætning er nøje udvalgt, ordene få, pauserne lange. Han virker som én, der hellere vil holde sig i baggrunden, lade musikken føre ordet.
Kim Larsen og knallertdrenge
Måske kommer stilfærdigheden af, at Hjalte Ross er nordjyde. Født og opvokset i landsbyen Sebbersund (indbyggertal 354) placeret i (minkbæltet) Himmerland. Som københavner kan man godt have den fordom, at hans afsondrede opvækst var en sang om ensomhed, og musikken derfor var hans vej ud af Udkantsdanmark. Men, nej.
»Opvæksten i Sebbersund var ikke ensom«, starter Hjalte med at pointere.
»Vi var 50-60 elever på skolen, og det gav mere sammenhold end distance. Man var nødt til at snakke med alle. Derfor var man også tvunget til at være venner med dem, der kun gik op i deres knallert«, smågriner Hjalte, mens han med en vis nostalgi kaster det lange lys tilbage på sin opvækst.
Dialekten skinner igennem, især når han lægger tryk på ordene og udtaler nogle af dem – for eksempel samtidig – med hårdt d. Når man lytter til hans engelsksprogede tekster, kan man dog ikke høre, at de kommer fra en nordjyde – og slet ikke en ung nordjyde på 23 år. Hjalte Ross’ musik trækker nemlig tråde tilbage til 60’erne og 70’ernes angelsaksiske sangskrivertradition, og teksterne kredser om dybe eksistentielle emmer.
»Teksterne tager altid udgangspunkt i noget, der har rørt mig personligt. Det her album kredser meget om relationer. Hvordan man mister hinanden – for eksempel er døden et tilbagevendende emne. Ens bedsteforældre dør, venner glider væk fra en, den slags ting. Nogle af sangene handler om specifikke situationer – for eksempel mine demente bedsteforældres sygdomsforløb – men jeg prøver altid at ramme noget komplekst«, forklarer Hjalte:
»Derudover har jeg arbejdet meget med havet som metafor for bevægelsen i livet. Det er også symboliseret i artworket. Dog er det ikke bølger, men en konkylie, der er på coveret. Derudover er der også en visuel reference til hospitalsskibet Jutlandia og Kim Larsen«.
Hilsenen til den afdøde danske nationalskjald er bestemt ikke tilfældig: »Indtil jeg begyndte at komme på spillestedet 1000fryd i Ålborg i 10. klasse, kendte jeg nærmest ikke til andet musik end Kim Larsen. Jeg har aldrig været omgivet af musikere. Ingen i min tætte familie spiller et instrument, og min far solgte sin pladesamling, da jeg blev født. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg valgte at spille musik«.
Gråhårede fans
Men det gjorde han – valgte musikken – og for to år siden etablerede han sig som et nyt interessant navn i en tid, hvor musik primært bliver lavet på laptops. Hjalte Ross, derimod, gik i den modsatte retning og lavede et nærværende og simpelt album, hvor guitaren og hans vokal var de bærende elementer. Albummet udkom i 2018 og fik titlen ’Embody’.
En nu ofte velkendt – og gennemtærsket – historie er, at den britiske musikproducer John Woods, indlogeret hos Hjaltes forældre, var med til at producere og færdiggøre pladen. Woods har blandt andet produceret for Nick Drake og Nico, og at en erfaren producers medvirken ville få så stor betydning for pladens modtagelse kom bag på Hjalte.
»Jeg synes, fokuseringen på Woods og sammenligningen med (Nick, red.) Drake blev rigtig irriterende i længden. Samtidig forstod jeg heller ikke, hvorfor alle medier valgte at fortælle den samme historie og bruge de samme referencer, når man kunne tage fat på så meget andet. Det er synd, hvis hvem man arbejder sammen med kommer til at skygge for ens kunstneriske intention. Da Kasper Eistrup tilbød at lave artworket på det nye album, tænkte jeg det samme. Bliver hele historien nu, at Kasper Eistrup har lavet artworket?«.
Når man er til Hjaltes koncerter, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at fansene kommer fra den ældre aldersgruppe. Hvad tænker han om det?
Hjalte tager en tår af sin mineralvand, før han svarer.
»Jeg ville da ønske, at jeg også havde fat i et yngre publikum. Jeg håber, at det kommer lige så langsomt. Det er jo lidt komisk, at alle i salen – udover mine venner og os i bandet – er gråhårede. Det er som om, at folkgenren slet ikke har et ungt crowd i Danmark. Heller ikke selv om unge navne som Big Thief og Whitney spiller for fyldte sale i Store Vega. Jeg håber på, at flere omkring min egen alder vil komme til nu, når den nye plade udkommer. Men selvfølgelig også, at de gamle hænger ved«.
Lofoten og Manhattan
Når man lytter til ’Waves of Haste’, har albummet også noget mere moderne over sig. Især i forhold til produktionen.
Ikke fordi der pludselig er smidt en PC Music-inspireret forvrænget autotune-vokal ind i midten af et nummer, men derimod er der tilføjet mere subtile elementer, som giver musikken et dybere lag. Blandt andet blæser- og strygersektionen, som bevæger sig bølgeagtigt ind og ud gennem de ni numre og giver et stemningsfuldt, nærmest dystert strøg over musikken.
’Waves of Haste’ er stykket sammen på Lofoten-øerne i Norge, Manhattan i New York City og færdigindspillet i Nordjylland. To af de føromtalte steder behøver vist ikke en større introduktion. Lofoten, derimod, er en øgruppe i Norskehavet, hvor det dramatiske landskab med fjelde, klipper og fjorde nemt kunne forveksles med en scene fra en fantasyserie eller et eventyrligt computerspil.
Men er det opvæksten i Nordjylland, der har igangsat rejsefeberen?
»Jeg fik helt klart en trang og lyst til at komme lidt væk og rejse ud i verden. Det var ikke nødvendigvis fordi mit liv var kedeligt. Dog bliver jeg meget påvirket af mine omgivelser, og når man er nye steder, så føler jeg generelt, at det sætter kreativteten i gang. Når man kommer på afstand af noget fysisk, ser man mere sig selv udefra«.
Caféens rustikke bjælkehovedet giver fornemmelsen af, at vi sidder i en norsk hytte, og jeg tænker på det norske fyrtårn og spørger ind til, hvordan det har påvirket hans kreativitet.
»Jeg ville ikke kunne færdiggøre lyrikken på samme måde, hvis jeg ikke havde taget turen til Norge, og jeg ville ikke kunne færdiggøre musikken på samme måde, hvis jeg ikke havde taget turen til New York«, fortæller Hjalte, da jeg spørger ind til den åbenlyse kontrast mellem de tre steder.
Det har for længst vist sig, at mit førstehåndsindtryk var alt for fordomsfuldt. For Hjalte har snakket sig varm, åbner sig op. Vi går ud for at trække noget frisk luft, snakker om Ravnsborggade, hvordan Nørrebro minder om andre kvarterer i andre storbyer. Efter et par dage i København skal Hjalte tilbage til Aalborg, hvor han bor nu.
På ’Waves of Haste’ lyder det som om, Hjalte Ross meget tidligt i sin karriere har fundet frem til sin egen stemme. Et autentisk og stilrent udtryk, en naturlig fortsættelse af det univers, han udforskede på debuten.
»Jeg har fundet mit udtryk. Jeg har ikke et behov for at prøve alt muligt nyt hele tiden«, svarer Hjalte, da jeg spørger, om han ikke er bange for at blive fastlåst for tidligt.
»Jeg er meget stædig, når det kommer til min eget musik. Jeg har accepteret, at det er sådan, jeg er. Men samtidig er det også dét, som jeg kæmper mest med – min selvbevidsthed. Det er nok både min styrke og min svaghed. Til tider er det en kamp at udfordre mig selv. Jeg kan blive imod, hvis jeg føler et pres udefra – at andre vil have, at jeg skal gøre tingene anderledes. Det har jeg gjort lidt på den nye plade. Men det fandt jeg selv frem til – det var ikke for at please andre«.