I går kunne vi berette, at Kodak Black angiveligt havde slettet et særdeles generøst tweet. Black havde nemlig for et par måneder siden erklæret, at han ville donere intet mindre end én million dollars til velgørenhed, hvis han blev løsladt fra fængslet.
Løsladt blev han, hvilket han kan takke den forhenværende præsident Donald Trump for. Men millionen ligger stadig lunt i rapperens lomme, og tweetet er væk.
Denne sag har Kodak Blacks advokat, Bradford Cohen, nu været ude og forsøgt at forklare. Ifølge Cohen havde han selv rådet Black til at slette tweetet, idet det ikke er »hensigtsmæssigt« at love »noget for noget til gengæld«.
»Kodak har altid givet til velgørenhed hele sin karriere og vil fortsætte med velgørende formål, ikke som en udveksling for noget, nogle tror dette er en historie. Det er det ikke,« konstaterer Bradford Cohen via Instagram. Her kaldte han hele historien for en »ikke-historie« og annoncerede desuden, at Black allerede siden sin løsladelse for fem dage siden har doneret 150.000 dollars til blandt andet studielegater og finansiering af mindre forretninger.