Hvis du kører bil i København, kan du med lidt held og tålmodighed finde frem til en station ved navn Din Gata. Det er en underkanal af public service-virksomheden Sveriges Radio, der er målrettet unge lyttere, og som derfor er dedikeret til verdens største genre inden for den målgruppe: Hiphop.
Som hiphoplytter er det næsten som at finde en slags snydekode til radioen. En hel kanal kun med kyndigt kurateret musik fra Skandinavien og resten af verden? Der oven i købet også kan finde på at tale med danske rappere som Kesi, Icekiid og Larry44? Det føles for godt til at være sandt. Som radioens svar på at trille igennem et FM-klædeskab ind i hiphop-Narnia.
Det er samtidig en radiokanal, man skal nyde, mens man har den, for kommer man lige en kilometer for langt væk fra Øresund, forsvinder den i en sky af støj og dårlig forbindelse. Din Gata bliver nemlig sendt fra Malmø, og når derfor kun lige akkurat at kysse det yderste af den danske østkyst.
Og det er rent ud sagt for irriterende. For hvorfor skal skåningerne nyde godt af deres helt egen statsstøttet hiphopstation, når vi ikke har noget, der bare kommer tæt på? Kald det nabomisundelse, jeg er ligeglad, det er jo helt enkelt bare urimeligt!
»Kopier os«, siger svenskerne
I Danmark har vi – for lige at konstatere det åbenlyse – ingen hiphopkanal. P3 kan knap nok lave et hipopprogram, efter at Sovsen, der i en årrække sendte tre timer hver lørdag, er lukket. Og det er faktisk både ærgerligt og problematisk.
Ærgerligt, fordi succesopskriften er så åbenlys. Din Gata har nemlig vist sig at være et så stærkt koncept, at kanalen, der indtil nu kun har været sendt fra Malmø, bliver en storbykanal med egne stationer i både Stockholm og Gøteborg. 15 år efter, at Din Gata startede som en lille lokalstation med begrænsede liveudsendelser og DIY-ånd, er kanalen altså tæt på at være en landsdækkende radiostation.
Det er en ret vild udvikling, for ellers ligner det svenske public service-udbud på mange måder det danske. Deres P3 handler også om ny musik og populærkultur, deres P1 er lige så klog som vores, og de har såmænd også en P2-kanal dedikeret til klassisk musik. Men så har de simpelthen også lige Din Gata.
»Jeg synes, der har været et meget stort tomrum i public service-dækningen af den her scene de seneste år«, har lederen af Stockholm-afdelingen, Peter Hallén, sagt om årsagen til udvidelsen. Og det kan man jo kun sige gælder dobbelt for Danmark, hvor vi slet intet har på den front.
Altså: Tænk, hvis en dansk hiphopradiostation tilsvarende sendte fra København, Aarhus og Odense!
På en måde er det næsten mærkeligt, at vi ikke allerede har det. »Kopier os«, opfordrede en af Din Gatas værter, Ehsan Noroozi, Danmark til for over ti år siden i en Politiken-artikel, hvor han også kom med denne opsang:
»Det er vanvittig inkompetent, at Danmarks Radio ikke har gjort som Sveriges Radio i Malmø. København ville være perfekt til en Din Gata. I har også et opdelt samfund, hvor en stor gruppe af unge og indvandrere ikke har en stemme i medierne. Det er både uansvarligt og udemokratisk, men DR gør ingenting. Det svarer til at sidde ved et bord og tørste, selv om der står et fyldt glas vand på den anden side af bordet«.
Giv dansk hiphop sin egen kanal!
Og her er vi fremme ved det problematiske aspekt ved fraværet af en hiphopradiostation. For de etablerede musikinstitutioner har jo haft en smule svært (for at sige det mildt) ved at inkorporere landets største genre. For selvom de danske rappere konstant topper streamingcharten på Spotify, har de ikke fået en tilsvarende anerkendelse på landets radiostationer og festivaler.
Her hos Soundvenue har eksempelvis i flere omgange skrevet om det besynderlige faktum, at dansk hiphop kontinuerligt glimrer ved sit fravær på Roskilde Festivals musikprogram. Warmup-dagene får besøg af danske rappere hyppigt nok, men Arena, Orange og de andre officielle scener har eksempelvis ikke budt Gilli, Kesi, Noah Carter eller MellemFingaMuzik velkommen.
Sidste år var der desuden et opråb fra en række rappere, der satte spørgsmålstegn ved, at de ikke bliver spilet på P3.
Den storstreamende Node talte eksempelvis med Politiken i 2019, hvor han sagde, at det »undrer mig, at jeg ikke er blevet spillet særlig meget på P3, selv om jeg er et af Danmarks største streamingnavne«, mens pladeselskabsmanden Ali Sufi sidste år udtalte sig på vegne af Stepz, Branco, Artigeardit, Icekiid, Carmon og en række flere hos Ekstra Bladet, hvor han kaldte nutidens hiphop »konsekvent underrepræsenteret«.
Det er altså en lidt spøjs situation: Danmarks største rappere passer ikke ind på hverken radio eller festivalerne. Det giver jo ikke umiddelbart mening. Men nu, hvor landet åbenbart ligger sådan, er løsningen jo helt oplagt: Giv hiphoppen sin egen kanal, hvis den ikke kan få plads indenfor de etablerede institutioner.
Okay, her skal jeg måske lige huske at sige, at jeg jo godt ved, der er alle mulige økonomiske og strukturelle vanskeligheder ved sådan et projekt.
Danmark har jo trods alt lige valgt at lukke en succesfuld kanal som Radio24syv til fordel for nogle radiostationer, ingen lytter til, og DR har været igennem massive fyringsrunder. Set i den kontekst er en hiphopradiostation måske ikke verdens mest realistiske idé.
Men det er så her, jeg tænker, at hvis Sverige kan, hvorfor kan vi så ikke? Kan vi ikke appellere til en eller anden form for nationalstolthed, der siger, at vi i det mindste ikke vil overgås af vores nabofolk?
Derfor denne opfordring: Gør som i Sverige, og giv dansk hiphop sin egen radiokanal!