KOMMENTAR. Den 27. januar 2016 var det der pludselig – Rihannas ottende album, ‘Anti’, blev lækket og nærmest snublede i armene på fans og anmeldere, som modtog det med blandede følelser.
»Rihanna lyder usikker på, hvor hun skal hen musikalsk«, skrev The Guardian og kritiserede ‘Anti’ for at være et småkalkuleret, selvbevidst forsøg på at skabe kunst. »Conflicted«, blev albummet kaldt af Pitchfork i en lige så conflicted anmeldelse.
For ikke nok med, at ‘Anti’ havde været godt tre år undervejs – en evighed for den effektive pophåndværker Rihanna, der siden debuten ‘Music of the Sun’ fra 2005 (med en enkelt undtagelse) havde udgivet et album årligt – selve indholdet var også anti-Rihanna, lød det.
Den centrale what-the-fuck-faktor: Ingen oplagte hits. Subtile produktioner baseret på moods i stedet for hooks. Et fuldstændigt fravær af en musikalsk rød tråd i de 13 sange, der tilbagelænet slingrer rundt imellem hiphop, Motown, dancehall, r’n’b, et tåget Tame Impala-cover og et glitrende, guitargrædende popøjeblik a la Prince.
Eneste håndsrækning er linjen, der på albummets åbner, den nedbarberede, basrungende SZA-duet ‘Consideration’, synes at opsummere hele balladen i et enkelt, iskoldt statement:
»I’ve got to do things my own way, darling«.
Tyg lidt på linjen, og hør Rihannas ekstremt attitudemættede levering for dig, for her følger et forsvar for et af det seneste årtis mest omstridte popalbum, der i slutningen af januar kunne fejre fem-års jubilæum.
Et album, der ved udgivelsen varslede Rihannas udvikling til det brand, vi kender i dag, kendetegnet ved høj kunstnerisk integritet og knopskydende fandenivoldsk entreprenørånd. Og et album, som måske også kan forklare, hvorfor dælen vi her fem år senere stadig venter på efterfølgeren, desperat klyngende til den ret intetsigende arbejdstitel ‘R9’, imens hovedpersonen synes at holde os hen i det uendelige.
Ildevarslende narkometaforer
Jeg selv forelskede mig i ‘Anti’ i løbet af en serie tømmermændssøndage i foråret 2016. Albummet åbenbarede sig som det perfekte soundtrack til refleksion dagen derpå med en kop instantkaffe i sofaen, askebægersmag i munden og en ubestemmelig, men nådesløst klar følelse af at være retningsløs.
Rihanna interesserer sig ikke for ‘retning’, ‘formater’, ‘genrer’, på ‘Anti’. Det ville være ren punk, hvis det ikke var pop. Og så synger hun om kærligheden med en indlevelse, indsigt og intensitet som aldrig før.
Helt som på de pumpende kæmpehits ‘We Found Love’ og ‘Umbrella’ er forelskelsen et drug med transformerende potentiale, tosomheden en sikker vej væk fra livets trivialiteter og trøstesløshed. Men på 2016-albummet med det blødende artwork og den konfronterende titel er det rusmidlets mørke bagside, the come down, som bestemmer stemningen.
»I argue, you yell, had to take me back, who cares when it feels like crack«, synger Rihanna på den vidunderlige 80’er-ballade ‘Kiss It Better’, der med sin sexede attitude og melodiske brusen besidder samme gennemslagskraft som førnævnte hits, men alligevel lyder så fundamentalt anderledes. Beatet er slæbende, strukturen mere underspillet, narkometaforen er ildevarslende, og hvor fanden kom den dér perfekt overgjorte Prince-guitar fra?
Samme destruktive kærlighedstema er i spil på ‘Love On the Brain’, hvor Rihanna går salig Amy Winehouse i bedene, imens hun på ‘Desperado’, ‘Consideration’ og ‘Needed Me’ vender parforholdet ryggen til fordel for selvvalgt isolation. Her går tidstypiske empowerment-paroler (»didn’t they tell you I was a savage?«) og desillusion (»running from any sight of love«) hånd i hånd. Vokalmæssigt spænder hendes udtryk på imponerende vis fra den snøvlende patois på ‘Work’ til det raspende skrig på ‘Higher’.
Festen er rykket i baren
Jeg hører ikke ‘Anti’ som et nøje gennemtænkt forsøg på at udstikke en ny og bæredygtig kunstnerisk kurs. Jeg hører det heller ikke som en selvtilstrækkelig Rihanna, der har opgivet festen og det kollektive sus til fordel for kompromisløse genreeksperimenter. Der er masser af knald og følelser på ‘Anti’ – det er trods alt et popalbum.
Men det inviterer til en ny slags fest, med blodrød belysning og flere skyggefulde kroge, mindre Red Bull i baren og mere whisky. Den slags fest, der får sit liv under filterløse samtaler med ærlige fremmede.
På ‘Anti’ udelukker det ene ikke det andet. Vi kan både drikke med Rihanna og reflektere med hende på de strittende, men virkelig stærke popsange, som frasiger sig analyse og definitioner og bare gerne vil lyttes til, mærkes.
At albummet (af nogle lyttere) ikke fik lov til at blive oplevet på sine egne præmisser dengang i udgivelsesåret 2016, siger noget om det skred, der er sket, i vores opfattelse af og forventninger til Popstjernen som institution.
Med ‘Anti’ stoppede Rihanna med at være en pålidelig popmaskine, der på 12 måneder kunne producere og indspille fire hits og det nødvendige fyld til endnu en udgivelse, endnu en turné. I stedet sprang hun ud som en moderne albumkunstner med en udstrakt langefinger pegende imod PR-maskineriet og såkaldt god timing. Siden da har hun spredt sine vinger som entreprenør, men holdt igen med musikken.
Det er derfor også umuligt at gisne om, hvad ‘R9’ vil byde på – og hvornår det udkommer. Alligevel logrer vi, når Rihanna langer os godbidden »reggaeinspireret« om albummet. Hun lover os intet og behøver heller ikke.