‘Magnet Sky’: Nana Jacobis nye lyd er som skræddersyet til hende
Den der mellemting mellem synthwave og popmusik har virkelig markeret sig som en af de mest markante bølger i musik de seneste par år.
Vi har stadig ikke fundet et navn til denne særligt fyldige form for synthpop, men vi har fået talrige bud de seneste par år – med Chromatics, M83 og ‘Drive’-soundtracket som de mest markante katalysatorer for et årtis tid tilbage, men med en konstant stigende popularitet i alle år siden. Selv en superstjerne som The Weeknd har spor af den på sit seneste album.
Også her i Danmark ser vi så småt lyden blomstre frem. Kh Marie brillerede med stilen på sit debutalbum sidste år, og på sit fjerde (og første på dansk) album, ‘Magnet Sky’, kaster Nana Jacobi sig også over denne lyd.
Dette nye univers giver øjeblikkeligt mening. Jacobis stemme har siden debuten altid haft den atmosfære og alvor, som stilen er så god til at etablere. Det kan næsten føles som dobbeltkonfekt både at have Jacobis stemme og de isnende synths i lydbilledet. Eller, sådan ville det måske føles, hvis sangene ikke var så legesyge, spændende og ikke mindst velstrukturerede.
For jo, de der harmoniske synthflader er skønne og kønne. Men de er et eller andet sted blot belønningerne, der venter for enden af diverse små rejser, som sangene fører dig på. Og på ‘Magnet Sky’ er rejsen absolut lige så tilfredsstillende som destinationen, for rejsen er fyldt med små sving og bakker.
Helt fra første nummer, ‘Farer vild i mit hoved’, opbygges spændingen fornemt. Først er det blot Jacobi og nogle trommer, så går der lige et par takter, hvor der også er bas på, og denne her spartanske indledning gør blot, at det mere æteriske omkvæd føles så meget desto mere velfortjent.
Men bedst som et kort andetvers etablerer et mønster, bliver det brudt af et spacy c-stykke og et dramatisk, pulserende d-stykke, hvor nogle af de melodiske figurer fra versene bliver fordrejet på virkelig spændende vis.
Jacobis synthtoner er så smukke, at det er svært ikke at blive lullet ind i en fornemmelse af komfort, selv efter gentagne gennemlytninger – hvormed curveballs som dette d-stykke også rammer plet, selv når man ret beset ved, at det kommer.
Når det ømme omkvæd til ‘Et skib’ slår over i ufortrødent fremfarende marchtrommer, får lyden pludselig en helt ny, stålsat karakter. Og når ‘Sneblind’ pludselig får traptrommer og et gradvist mere markant strygerarrangement, bliver Jacobi kun mægtigere som vokalist – som om alle instrumenterne sammen løfter hende op på en trone, som man slet ikke havde forventet, da nummeret startede, men som absolut føles fortjent efter nogle minutter.
Jeg tror aldrig før, jeg har hørt Jacobis stemme i et instrumentalt landskab, der giver så god mening som dette. Ikke blot i forhold til hendes stemme, men også i forhold til at skabe engagerende sange, der tilfredsstiller gang på gang.
Kort sagt:
Nana Jacobi har kastet sig over den synthwave-klingende poplyd, som er meget trendy for tiden. Men Jacobi lyder ikke som en trendjæger, for hun forstår fuldt ud at indfri alt det potentiale, den stil besidder.