Efter knap 20 år i branchen solodebuterer Kh Marie med et fængslende værk

5 6
Efter knap 20 år i branchen solodebuterer Kh Marie med et fængslende værk
Kh Marie. (Foto: Christian Friedländer)

Marie Koldkjær Højlund har et imponerende cv. Mest kommercielt har hun siden 2017 været medlem af Nephew, men hun har også været en del af den kulthyldede indiepopgruppe Tiger Tunes, det vovede elektroniske projekt Marybell Katastrophy (velsagtens det tætteste på en dansk pendant til The Knife), og så har hun endda kreeret lydinstallationer som den ene halvdel af duoen The Overheard.

Efter knap to årtiers udgivelser er hun under navnet Kh Marie nu klar med sit første soloalbum, ‘Intet er nok’, der er en smuk forening af al den musik, hendes andre projekter har stået for.

Det kan på papiret virke sært, at albummet rummer noget så hook-orienteret og let at synge med på, at man kan tænke sig til hendes bidrag til Nephew, mens vi også får noget så abstrakt, at det kanaliserer lydkunst. Men Højlund får det til at virke.

Noget af det, der gør Højlunds bedrifter på ‘Intet er nok’ så imponerende, er nemlig hendes evne til at skabe et sonisk univers, der er mystisk, æterisk og lidt verdensfjernt, nærmest som kom det fra en eventyrverden – men samtidig gøre det så utrolig skarpskåret, catchy og dynamisk på en måde, som kun popmusik kan være det.

Det er ikke tilfældigt, at singlerne ‘Ind i mørket’, ‘Ryggen mod muren’ og ‘Blå bjerge’ har fået nævneværdig P6 Beat-succes – det er rettere underligt, at musikken ikke er krydset over til P3 og P4 endnu.

Intet sted går musikken dog væk fra den spacy atmosfære, der bliver etableret allerede på det svævende intronummer, ‘Opringning’. Denne bliver i høj grad opnået gennem nogle kønne, rumlige synthgrooves, men så sandelig også gennem Højlunds fremragende brug af sin vokal.

I længere passager kan hun lyde så organisk og jordisk, som man kan tænke sig en menneskestemme – men så kommer pludseligt et pitchshift eller et vokalfilter, der ingenlunde prøver at være diskret. Det skaber en fænomenal uncanny valley-effekt – så snart en fornemmelse af tryghed er tæt på at etablere sig, bliver det brudt af sådan et sonisk skælv.

Det er dertil et usædvanligt velstruktureret album. Det er knap en halv time langt, men alligevel får det skabt kohærens mellem vidt forskellige stilarter. Efter det femte track, ‘Blå bjerge’ (muligvis tracklistens mest poppede og upbeat nummer), gås der ned i gear med balladen ‘Jeg savner dig’. Nummeret bygger videre fra den rige, æteriske lyd, der allerede er blevet etableret, men her bliver der som ikke før etableret en absolut trøstesløs melankoli.

Næste sang, ‘Kaos og granat’, er endnu en ballade, men mere sårbar og afklædt. Samtidig mærker man dog også en gnist af håb. Den kunne som sådan være en pragtfuld måde at afslutte albummet på – og med sine godt 30 sekunders fuglefløjt som outro, føles det lidt som om, den er på vej til det.

Men så får vi sangen, der udgør prikken over i’et: ‘Sorte sorte bølger’, der gæstes af Århus Teaters kor. Denne musikalske epilog er fire pragtfulde minutters ambient lydkunst, der er så storladent og tænksomt i sin lyd, at det lige får de foregående syv tracks til at sætte sig ekstra godt fast.

Det ville nok ikke være et nummer, jeg ville have mange tanker om, hvis det ikke var for albummets kontekst. Men når jeg hører det som afslutning, får det mig hver gang til at sidde tilbage og tænke over, hvor pragtfuld en lytteoplevelse, jeg lige har været igennem.


Kort sagt:
Kh Maries debutalbum er et ambitiøst værk, der på smuk vis forener stærke popmelodier, spacy synthproduktioner og et flair for lydkunst til en fængslende helhedsoplevelse.

Kh Marie. 'Intet er nok'. Album. Escho.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af