Den visionære producer Floating Points og jazzlegenden Pharoah Sanders skaber velorkestreret gåsehud

Den visionære producer Floating Points og jazzlegenden Pharoah Sanders skaber velorkestreret gåsehud
Pharoah Sanders og Floating Points. (Foto: Eric Welles-Nyström)

‘Promises’ – et album af Floating Points og Pharoah Sanders. Det var godt nok ikke en sammensætning, jeg lige havde forventet.

Men samarbejdet skriver sig egentlig lidt ind i en tendens, vi har set en håndfuld gange de seneste ti år, hvor hypede ‘yngre’ musikere slår pjalterne sammen med en aldrende veteran for at producere et sidste storværk.

Tænk albumkonstellationer som Iggy Pop/Josh Homme, Bobby Womack/Damon Albarn og Dr. John/Dan Auerbach. Så trods den på overfladen spøjse sammensætning af kunstnere var jeg aldrig bange for, at ‘Promises’ ville ramme forbi målet.

Rettere er blandingen lige præcis så skøn, som den ser ud til at være på papiret. Og derfor er det vel på sin plads med en navnerunde for de uindviede.

Den 80-årige saxofonist Pharoah Sanders er en af de få helt store historiske jazzpionerer, der stadig er iblandt os – sammen med Herbie Hancock, Wayne Shorter og Sonny Rollins. Med mesterværker som ‘Karma’ og ‘Black Unity’ var han for et halvt århundrede siden med til at danne skole inden for spirituel jazz, ofte med velklingende elementer fra afrikanske musiktraditioner og med stærke politiske meddelelser som brændstof.

Amerikanske Sanders tog selv kontakt til den elektroniske producer Floating Points, da han var begejstret for englænderens 2015-debutalbum ‘Elaenia’ – et i sig selv ambitiøst elektronisk værk, der trækker på både jazz, klassisk, postrock og ambient. Ud over at spille en række instrumenter på ‘Promises’ har Sam Shepherd aka Floating Points også produceret det, arrangeret det og er endda den eneste krediterede komponist. En modig arbejdsfordeling, når en decideret legende jo er en del af teamet.

Men Floating Points har vidst, hvad han har haft at arbejde med – hvilket desuden også tæller The London Symphony Orchestra for lige at gøre lineuppet endnu mere imponerende. Symfoniorkestret står dog i størstedelen af albummets varighed for at skabe ambience, og Sanders’ saxofon står som den centrale melodiske krog – til tider sammen med hans scattende vokal.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er i grunden en virkelig simpel dynamik, som der ikke bliver veget det store fra på tværs af de ni ubetitlede satser, der udgør albummets trackliste.

Til gengæld bliver rigtig mange forskellige hjørner og afkroge af denne dynamik udforsket, så albummet ingenlunde føles ensartet. Og disse bliver altså udforsket grundigt. Det kan kræve lidt tålmodighed, når man langsomt føres fra én idé til den næste. Men det er altid ventetiden værd.

Men mens harmonierne, rytmerne og teksturerne bliver ved med at overraske, er der som sådan en ret fast emotionel kerne – en kerne, der kun bliver stærkere af at vide, at Pharoah Sanders er 80 år gammel.

For der er en generel tone af at skue tilbage og reflektere over sit liv og hvad man har været i stand til at opnå – og måske vigtigere: Hvad man ikke har været i stand til. De ‘Promises’ man ikke har været i stand til at indfri i løbet af et langt liv. Som en slags partiturmusikkens ækvivalent til David Bowies ‘Blackstar’.

Det er i hvert fald de følelser, jeg lægger i værket. Man kan sikkert få meget andet ud af det også – det er meget åbent for fortolkninger.

Men min væsentligste pointe er, at det ikke blot er vidunderligt grundigt gennemtænkte kompositioner med imponerende harmonier og kløgtig brug af tilbagevendende motiver. ‘Promises’ er også et album med noget følelsesmæssigt kød på, hvis centrale instrumentalist som få andre mestrer at spille hver en tone med så meget nuance, at man nærmest kan se hans ansigtsudtryk for sig. Og de følelser, han dermed kommunikerer, giver god anledning til gåsehud.


Kort sagt:
Floating Points’ tålmodige, smukke kompositioner og arrangementer får det allerbedste ud af London Symphony Orchestra og især jazzsaxofonist Pharoah Sanders, der på sine gamle dage emmer af livsklogskab og emotionel slagkraft.

Floating Points, Pharoah Sanders & The London Symphony Orchestra. 'Promises'. Album. Luaka Bop.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af