Elias Bender Rønnenfelt var en gudsbenådet frontmand til Iceages uhøjtidelige genåbningskoncert
Spillestederne er endelig åbne igen! Min første indendørs koncert i 2021 var dog ikke på et spillested. Torsdag aften tog jeg i stedet et smut forbi Copenhagen Distillery, hvor Iceage fejrede deres nye album ‘Seek Shelter’ med to udsolgte koncerter.
‘Seek Shelter’ er et spøjst album at skulle omdanne til en live-setting, især når setlisten også skal krydres med resten af Iceages bagkatalog. For bortset fra nogle få numre har ‘Seek Shelter’ ikke meget af den mere punkorienterede rock, der ellers har præget store dele af gruppens tidlige output.
Dertil var der mange af setlistens sange – de nye såvel som de etablerede – der ikke var mulige at genskabe 100 procent med det relativt simple bas/trommer/guitar/guitar/vokal-setup, der var på menuen torsdag aften. Og jeg har svært ved at pege på nogle alternative tiltag, der forhindrede ‘Shelter Song’ uden kor, ‘Pain Killer’ uden blæsere og ‘Drink Rain’ uden klaver i at lyde som kompromisudgaver.
Det lød på ingen måde skidt, men jeg havde svært ved ikke at tænke over, hvor meget federe, det ville have været, hvis Iceage havde fået mulighed for at fyre lige så meget musikalsk fyrværkeri af, som de gør i albumformat.
Måske det også er derfor, de valgte Copenhagen Distillery frem for et mere konventionelt spillested? For at understrege det uhøjtidelige i det hele? Det var lidt attituden, der skinnede igennem. Iceage var ikke kommet med noget spektakulært og stort iscenesat – de var ‘blot’ kommet for at spille noget god musik, og de virkede ydmygt taknemmelige for endelig at have mulighed for at give koncert igen.
Hele den uhøjtidelige stemning blev for alvor markeret, da de efter ekstranummeret ‘Dear Saint Cecilia’ blev kaldt tilbage endnu engang for at spille et nummer, som det oprigtigt virkede som om, de ikke havde skrevet ind i setlisten på forhånd.
Forsanger Elias Bender Rønnenfelt sagde noget i stil med »nu ser vi lige, om den her virker«, inden gruppen kastede sig ud i en (vellykket, må jeg tilføje) udgave af 2011-nummeret ‘White Rune’.
Umiddelbarhed og nede-på-jorden-fornemmelse er kvaliteter i sig selv. Og de kvaliteter kom altså hånd i hånd med, at bandet bare spillede rigtig godt.
Som da der blev gået helt amok på ‘High & Hurt’, mere skramlet og ukontrolleret end nogensinde hørt før – eller da vi fik det mest gennemtrængende dramatiske break på ‘Plowing into the Field of Love’. Sangene blev ikke genopfundet eller noget, men bandet tog det, der er effektivt på studieudgaverne, og så gav de den hele armen for at gøre dem endnu mere gribende her.
Altså, det vil sige, primært på et sonisk plan. Størstedelen af bandet demonstrerede lige så få performance-gener, som de altid har gjort. Kiggeded du på nogen med et strenginstrument, så de nærmest mere ud som om de spillede smoothjazz end den rå rockmusik, der kom ud af højtalerne.
Så var det heldigt, at Iceage har en så gudsbenådet frontmand som Elias til at trække engagementet udadtil op.
Efter at have set ham live en god håndfuld gange, tror jeg aldrig, han har været så gennemtrængende som torsdag aften. Der var nærmest hele tiden nye fagter og ansigtsudtryk, der fik musikken til at gå endnu mere rent ind. Hver eneste lille bevægelse fra hans side føltes som en naturlig forlængelse af, hvad musikken kommunikerede.
Så Iceage gjorde det godt. Men så snart, de har mulighed for at give en koncert på en noget større skala, så er jeg sikker på, at de kan gøre det fremragende.
Kort sagt:
Iceages sange fik ikke lov til at udleve hele det potentiale, de besidder, da gruppen torsdag aften indtog Copenhagen Distillery. Men bandet spillede rigtig godt, og forsanger Elias Bender Rønnenfelt stod stærkere som frontmand end nogensinde før.