Katrine Stochholms klimakrisealbum er en overdådig elektronisk skildring af den danske naturs skønhed
Det tidligere Under Byen-medlem Katrine Stochholm har på sit nye soloalbum ‘Verden består af samlinger af stykker’ valgt at inkorporere tre sangtekster med over 100 år på bagen: Viggo Stuckenbergs ‘Nu springer vaaren fra sin seng’, Jeppe Aakjærs ‘Ved engsøen’ og Mark Hansens ‘Marken er mejet’.
Men det var noget, jeg selv måtte grave i.
Der var intet åbenlyst, der fik sangskrivningen på disse tre numre til at stikke ud på et elektronisk artpop-album, hvor størstedelen af lyrikken er skrevet af Katrine Stochholm som en reaktion på klimaforandringer. Ja, selv med ‘Marken er mejet’ – der her optræder under titlen ‘I høsten’ – skulle jeg faktisk slå den oprindelige sangtekst op, før det gik op for mig, at hun havde genbrugt hele teksten og ikke blot åbningslinjerne.
Det vidner absolut om, hvor begavet en sangskriver Katrine Stochholm er. For selv om der af og til er momenter, der afslører, at hendes egne tekster ikke har nær så mange år på bagen (‘Inde i regnbuen’ bruger vendingen »neutraliserende vand«), så har hendes egne tekster meget til fælles med klassikerne, både hvad angår perspektiv, tone og emne. Det er meget beskrivende, sprogligt set lettere højtidelige naturbeskrivelser, der i højere grad fokuserer på det sansede end på et indre følelsesliv.
‘Verden består af samlinger af stykker’ er bygget op omkring årets gang. Og vi har ikke at gøre med sådan et tilfælde, hvor man virkelig skal lege fortolker-Holger for at forstå kunstnerens intention. Nej, man skal nærmest bare se sangtitlerne, før man fornemmer årets gang: ‘Alt er frosset’, ‘Maj’, ‘I høsten’.
Lidt kynisk kunne man sige, at man som lytter bliver holdt i hånden gennem det hele, men personligt sætter jeg pris på det. For jeg fristes hele tiden til at læse noget dybt ind i det – er det her mon en postmoderne rekontekstualisering af Jeppe Aakjær, og inviterer Stochholm mig til at genoverveje den vægt, vi som kultur lægger i årstidernes skiften?
Men gang på gang ender jeg med at konkludere, at den mest tilfredsstillende læsning er, at Stochholm inviterer os til at nyde den danske natur, og at årstidernes skiften er en praktisk måde at vise naturen fra mange vinkler.
Eller, der er ét øvrigt sæt briller, der er givende, når jeg hører albummet.
Som sagt er Stochholm direkte inspireret af klimaforandringer. Og når man har det in mente, så opnår hele værket noget drama og vigtighed, der ikke nødvendigvis ville være til stede, hvis det blot handlede om at hylde landets natur. Det handler om at vise, hvorfor naturen er værd at kæmpe for og værne om.
Og netop derfor giver den elektroniske, abstrakte, til tider glitchede lyd så god mening. Det her handler ikke om at male glansbilleder. Det handler om at vise en skøn verden, der er i fare. Og jeg kan mærke konflikten på et rent sonisk plan, når æteriske synthflader og overdådig vokalharmoni støder sammen med nogle buldrende trommer på ‘Maj’ eller med nogle skærende, knasende glitch-lyde på ‘Inde i regnbuen’.
Og selv hvis der ikke var hele denne tematiske dybde på albummet, har Katrine Stochholm (og hendes co-producer Brian Batz) skabt et vidunderligt vellydende album.
Der er så godt styr på de dynamiske kontraster, og der bliver virkelig udforsket nogle flotte soniske landskaber, der inviterer til, at man drømmer sig væk i dem.
Så selv hvis du ikke orker endnu en dissektion af klimakrisen, kan (og bør) du nyde ‘Verden består af samlinger af stykker’.
Kort sagt:
Det tidligere Under Byen-medlem Katrine Stochholm har skabt en virkelig smuk skildring af den danske natur på ‘Verden består af samlinger af stykker’: Et elektronisk artpop-album, der fører dig gennem årstiderne og demonstrerer vigtigheden af klimakampen.