JUBILÆUM. Jeg tror ikke, der er noget album, der har gjort så stort et indtryk på mig som ‘Blonde’.
Men det er svært at svare på hvorfor.
Måske er det Frank Oceans evigt længselsfulde vokal. Måske er det de minimalistiske, men uendeligt detaljerige produktioner. Måske er det måden, hvorpå de stille sange smyger sig omkring mig og skaber en halvdøsig drømmeverden, en anden verden, et andet sted.
Og jeg tror, der er mange, der har det sådan. ‘Blonde’ har en uforklarlig energi. Og selv om albummet ikke er særligt gammelt (det fylder fem år her 20. august), er det ikke et sekund for tidligt at kalde det en ubestridt klassiker.
Men hvad er en klassiker overhovedet? Et album, der har haft stor indflydelse? Et album, man kan blive ved med at lytte til? Et album, som aldrig mister sin magi?
Uanset hvad en klassiker skal have, så har ‘Blonde’ det.
Hvert lyt er nyt
For et album, der er så minimalistisk, er det utroligt, hvor mange detaljer, der ligger gemt bag sangene. Og det er de detaljer, der gør, at man bliver ved med at have lyst til at høre det.
Har du nogensinde lagt mærk til den underlige fløjtelyd i ‘Solo’? De kvindelige korstemmer, der akkompagnerer Frank i omkvædet? Hvad med vibratoen på bassen i ‘Nikes’? Har du tænkt over, hvor mange forskellige guitarklange, der er med i ‘Nights’? Det brudstykke af et brudstykke af en samtale i slutningen af ‘good guy’, hvor en fyr lige når at få sagt »Jasmine wrecked my heart«?
Selv i ‘White Ferrari’, et nummer jeg har lyttet til mange, mange gange, er der nye ting, der bliver ved med at dukke op. Lyden af et andet nummer, der sagte bløder ind i sangen. Vækkeure, der bipper i baggrunden.
Der er noget med den måde, Frank på ‘Blonde’ fylder de på overfladen simple produktioner med en dybde, der gør sangene nye hver gang – som et billede, man kan stirre på i timevis. Det er både velkendt og nyt, en tilbagevendende drøm du aldrig helt vænner dig til.
Og netop Franks produktioner, og måde at skrive sange på, har haft stor indflydelse siden. I hvert fald på en måde.
Et toneangivende album?
I 2016 var popmusik ikke ‘Blonde’. Justin Bieber hittede med ‘Sorry’, Drake med ‘One Dance’ og Chainsmokers med ‘Closer’. Ikke umiddelbart i Frank Oceans nabolag. Og popmusik anno 2021 lyder ikke meget mere af ‘Blonde’.
Lidt ligesom Bon Iver, som både er Frank Oceans ligesindede og diametrale modsætning, er Frank Oceans indflydelse diffus. Lyden af hans verden dukker op i de små kroge; optagelsen i slutningen af Drakes ‘Desires’, der lyder som noget, der kunne være taget fra ‘Blonde’, beatswitches på Travis Scotts ‘Astroworld’, der leder tankerne hen på Nights’, den første del af Billie Eilishs ‘My Future’, der lyder som en Frank Ocean-ballade.
Som med alt andet, der har med Frank Ocean at gøre, findes ‘Blonde’s indflydelse i det subtile, mellem linjerne. Man kan ikke pege på noget og utvetydigt sige: Her er ‘Blonde’s indflydelse.
Derfor føles det mærkeligt at påstå, at ‘Blonde’ udstak en ny retning i popmusik.
For det både gjorde det, og det gjorde det ikke. Der er kunstnere, der er tydeligt post-‘Blonde’: Tierra Whack, Dijon, Ryan Beatty, Steve Lacy og så videre (og selvfølgelig Danmarks egen Hans Philip). Alligevel er det ikke sådan, at der er en masse artister i 2021, der kopierer Frank. Ingen er helt lige så radikale, og ingen kan (eller tør) prøve at genskabe det, der sker på ‘Blonde’.
Der findes intet som ‘Blonde’
Hvornår har du sidst hørt noget og tænkt, ’det lyder ligesom ‘Blonde’’. Mit bud er, at det har du aldrig. Du har måske tænkt det, håbet det, men inderst inde vidst, at det var ikke helt det samme.
Der er ting, der kommer tæt på, bevares. Men følelsen af at blive omsluttet af de bløde produktioner, Franks stemme og de impressionistiske linjer om nostalgi, bilture, sommeraftener, kærlighed og afsavn, den findes ikke noget andet sted.
For mere end noget andet, så er ’Blonde’ unikt; et parallelt univers, hvor musik lyder anderledes, hvor sange er beholdere for dine inderste tanker og mest intense følelser. Det er ekstremt intimt, men uendeligt langt væk, en flygtig følelse af lykkerus og dyb melankoli.
‘Blonde’ er et ormehul, en portal til en galakse, der kun eksisterer i den time, albummet varer.
»How far is a light-year?«, lyder ‘Blonde’s sidste linjer.
Jeg har intet begreb om, hvor langt et lysår er. Men jeg ved, at ‘Blonde’ er lysår fra alt andet musik. Og jeg vil stadig høre det om 10, 15, 20 år. Derfor er det nu her – på albummets første halvrunde fødselsdag – ikke et sekund for tidligt at kalde ‘Blonde’ en klassiker. For der findes intet som ‘Blonde’.
Godspeed, Frank.