Spot Festival viste, at vi har massevis af potentielle popstjerner – men én ting mangler

Dansk pop har det tiptop. Især takket være de kvindelige kunstnere. Det var indtrykket, man fik på årets Spot Festival.
Spot Festival viste, at vi har massevis af potentielle popstjerner – men én ting mangler
Bbybites på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

KOMMENTAR. Dansk pop har sjældent haft det bedre end lige nu. Det er følelsen, jeg står tilbage med, efter Spot Festival endelig har fået lov til at finde sted efter en række epidemibetingede udskydelser.

Clara, Ida Laurberg, Bathsheba, Bbybites, Dayyani, Mercedess: Man kunne blive fascineret af en ny popsanger hver anden time på den aarhusianske festival. Og man kunne nærmest blive forført til at sige, at dansk pop er i noget af en guldalder.

Især fordi de her mestendels kvindelige og mestendels fantastiske artister er så forskellige.

Mercedess lyder som om, hun er inspireret af Lana Del Reys hiphoplænende ’Lust For Life’-æra, Dayyani kanaliserer Beyoncé i Destiny’s Child-tiden, og Bathsheba er ikke bange for at lade housebeats banke som et hjerte i sine sange. Clara er nok kuldets mest konventionelle popstjerne, mens Ida Laurberg er den mest 2021-agtige med sin Billie Eilish-agtige emoenergi.

Flersidigheden er nok dansk pops største styrke lige nu. Der er mange potentielle popstjerner. Men ingen, der lyder ens.

De unge danske popstjerner er sindssygt dygtige og virkelig forskellige. Derfor er det lidt af et mysterium, hvorfor så mange af dem skulle spille på festivalens værste scener.

Den værste skurk var Foyer-scenen i Musikuset. Hvem i alverden havde fået den lyse idé at lægge en scene i et område, der var lige så personlighedsfuldt som et shoppingcenter, men som til gengæld havde endnu værre lyd?

Ida Laurberg havde fortjent bedre; det samme havde Bathsheba. Man gad også godt have set FVN eller RoseeLu i omgivelser, der var lidt mindre sterile.

Ida Laurberg på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

Især fordi Mercedess’ kølige dansefest i Ridehuset eller Dayyanis uperfekte, men charmerende optræden i Voxhall viste, hvor meget potentiale der er i denne her popgeneration.

Der var meget at blive vild med på Spot i 2021. Men festivalen viste måske også, at vi stadig har at gøre med talenter, der har en lille smule vej endnu. Den næste Jada eller Mø er her ikke helt endnu.

Bbybites havde en forfriskende, nærmest Lily Allen-agtig attitude, men kataloget mangler stadig de helt store sange. Clara formåede at få den kolde, mørke Amfiscene til at lyse op, men det føles stadig som om, hun er én sang fra at være en helt stor popstjerne.

Ida Laurberg ville nok ønske, hun havde en sang, der kunne vække Foyer-scenen til live, og Mercedess kunne godt have brugt et hit, der fik salen til at skrige ‘ekstranummer’.

Det er måske den eneste lille anke, man kan komme med: Mange af de her stærke popkunstnere mangler stadig den der ene sang, der for alvor løfter dem til et ny niveau. Nummeret, der får folk til at sende lighterne op i luften. Sangen, der gør, at man er nødt til at lave en Story. Som når Mø spiller ‘Final Song’.

Der var øjeblikke, der antydede, at dén sang ikke er langt væk. Clara skabte noget særligt, da hun fik publikum til at synge teksten fra ’Crazy’ for hende. Ida Laurberg gav hvert nummer så meget patos, at hun forvandlede dem til midlertidige hits. Og Bbybites gav ’Take Me Hard’ så meget smæk, at det halve ville give ondt bagi.

Men det ændrer dog ikke ved, at den unge, danske popgeneration ikke helt er der endnu – selv om den er meget tæt på.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af