1. Velkommen i Klub Greta
»Okay venner, nu skal vi på klub«, proklamerede Greta fra scenen i Rytmisk Sal, og så gik der ellers rave i den under et endnu ikke udgivet nummer, hvor lyset skiftede retning i samme hastighed som trommerytmen.
Det var ikke Berghain-techno, mere sådan trancet næsten med noget tyggegummi nedenunder. Sjovt var det, selv om koncerten nu engang var bedst, når Greta serverede sublime popsange som den vuggende, psychede ‘Hydrogene’ og den melankolsk triumferende ‘Forever We’ll Be Dancing’.
2. Xabskis stemme blev hørt
Iswaal-rapperen er ikke den mest højlydte artist i verden. Tværtimod, faktisk: Xabski hvisker sine rim så lavt, at man er nødt til at spidse ører for at følge med. Men til sin Spot-koncert på Radar havde han intet problem med at få sin stemme hørt.
Hans underspillede vokal skar igennem og skabte en decideret dansefest. Især sangen ’Flower’ med Iswaal-makkeren Kampapito fik hele salen til at hoppe – hvilket Xabski honorerede ved at spille den hele to gange.
3. Dopha fik gang i fællessangen
At Dopha har fået et solidt tag i det danske koncertpublikum fremgik tydeligt, da hun indtog Amfiscenen fredag aften.
Den talstærke forsamling var mere end klar på at tage del i det fællesskab, som den veloplagte kunstner med de iørefaldende melodier insisterede på, og efter en indledende seance med både intime øjeblikke og slide-guitar, kom der for alvor gang i fællessangen med de største hits fra dette års stærke debutalbum ‘The Game’.
Dopha har kun været i gang et kort stykke tid, men føles allerede som en fuldblodspopstjerne.
4. Selina Gin gav klump i halsen
Selina Gin har stadig kun udgivet én sang som solokunstner, men i Rytmisk Sal fik publikum en større smagsprøve på karrieren post-Nelson Can.
Gins nye lyd er mere intim, mere sårbar og mere diskret end tidligere, og hendes sårbare vokal resulterede i en gedigen klump i halsen; det var som at bevidne et korthus, der blev holdt elegant oppe af det skrøbeligste fundament.
Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.
5. Dayyani klarede en mareridtssituation
Det hele gik faktisk galt for Dayyani. Lyden svigtede hele tiden, og på et tidspunkt sang den unge Aarhus-artist i mange sekunder, før det gik op for hende, at mikrofonen ikke virkede.
Men hvis man skal bedømme unge artister ud fra den modgang, de møder, bestod hun til topkarakter.
Dayyani jokede med publikum, når teknikken drillede, og lirede ellers sine sange af i bedste Destiny’s Child-stil med to backupsangere. Mon ikke, vi kommer til at høre pænt meget mere fra det her poptalent i fremtiden.
6. Prisma fik kl. 13.00 til at føles som midnat
Prismas bragende indierock-melankoli har ikke just ‘tidlig eftermiddag’ skrevet med neonskrift over sig, men da Møl Kristensen-søstrene indtog Radar ved 13-tiden til smash!bang!pow!’s dayparty, var det som om, deres hårrejsende vokalharmonier fik stillet klokkeslættet 11 timer frem.
Den musikalske vildskab var svær ikke at få ind under huden, når trommerne bragede fremad, og ørehængere som ’I Never Wanted To Meet You’ og ’Villains of the Night’ blev fremført med største indlevelse. Knap havde vi samlet kræfterne fra gårsdagens festligheder, før Prisma fik os til at glemme tid og sted (og så var de altså også rigtig gode i Ridehuset senere på dagen).
7. Athletic Progressions imponerende rytmeboks
Det er ikke for at tage alt for meget fra de to andre i Athletic Progression, men jeg kunne kigge på og lytte til trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen i timevis. Han er både the backbone og the main attraction i bandet, der imponerende nok fyldte Store Sal i Musikhuset fra start til slut med deres instrumentale fusion af jazz og hiphop-beats.
Han er en rytmeblæksprutte af en anden verden bag sine trommer, pads og bækkener – inklusive det fantastiske, meterhøje spiralbækken – og han skabte alt fra vuggende grooves til hektiske rytmeskift, når bandet hele tiden hev numrene fra hinanden og byggede dem op igen. Så det afsluttende stående bifald fra publikum var fuldt fortjent.
8. Brimheims totale triumf
Helena Heinesen Rebensdorff og hendes band blev modtaget med et stormende bifald, der kun tog til i takt med, at det ene overvældende klimaks tog det næste.
Og bifaldet var bestemt fortjent, for der var tale om en rockkoncert af øverste kaliber: En triumferende magtdemonstration.
Læs vores seksstjernede anmeldelse af koncerten HER.
9. Ivan$ito er stadig en ener
Man kan ikke stå stille, når Ivan$ito spiller. Sådan er det bare. Hans skiftevis vuggende og hektiske reggaeton går lige i benene. Også i mørket på Radar, selv om distancen til hans spansksprogede sange føltes større, når man dårligt kunne se ham, og han prioriterede at maksimere playlisten over at snakke til publikum.
Til gengæld charmerer hans musik alt rigeligt, og især et par nye numre med klaver trak ham væk fra Bad Bunny-sammenligningerne.
10. Bathsheba skabte fest på festivalens værste scene
Foyer-scenen er et forfærdeligt sted. Sorry, men det er sandt. Der er altid sniksnak fra baren, der forstyrrer koncertoplevelserne, og hele området omkring scenen ligner mest af alt et shoppingcenter.
Det er umuligt at fylde ud. Troede man. Indtil Bathsheba troppede op og beviste, at hun vitterlig kan indtage enhver scene. Det unge poptalent gjorde den svære scene til en hjemmebane og fik alle til at danse med.