Tilbage i marts udgav Lana Del Rey sit syvende album, ‘Chemtrails over the Country Club’, og allerede i morgen er hun klar med sin næste plade.
‘Blue Banisters’ hedder sangerens nye album, som hidtil har kastet singlerne ‘Arcadia’, ‘Wildflower Wildfire’, ‘Text Book’ og ‘Blue Banisters’ af sig. Som en lille optakt til morgendagens release, er en musikvideo til titelnummeret netop blevet udgivet.
Musikvideoen med de matte farver illustrerer meget bogstaveligt dele af sangteksten. Ved åbningslinjen »There’s a picture on the wall of me on a John Deere«, ser vi for eksempel et billede af Lana Del Rey på en John Deere-traktor (billedet er dog placeret på et bord). Andetsteds maler Lana og veninderne det titulære gelænder (samt hinandens fødder) blå.
Se musikvideoen til den tilbagelænede single herunder.