Mitski annoncerede i går en større verdensturné til foråret, og her lægger den amerikanske sanger og sangskriver også vejen forbi København, når hun til maj giver tirsdagskoncert i Store Vega.
Mitski var senest albumaktuel i 2018 med ‘Be the Cowboy’, som vi her på sitet placerede blandt årets 25 bedste album, og samme år gav hun også koncert i Lille Vega. Optrædenen blev tildelt fire stjerner af vores anmelder, som kaldte showet »både ambitiøst, originalt og medrivende«.
Til koncerten næste år kan Mitski meget vel være klar med sit sjette album. I hvert fald har hun sammen med turnéannonceringen delt den nye single ‘Working for the Knife’. Musikvideoen til sangen kan du finde i bunden af artiklen.
Billetsalget til koncerten starter på fredag kl. 9.00 via Ticketmaster.
Mitski (US)
10. maj
Store Vega
Billetpris: 270 kr.