Kid Cudi har haft stor indflydelse på, hvordan hiphop lyder i dag – i en sådan grad, at han nærmest bliver heltedyrket af kollegaer som Kanye West, Travis Scott, Tyler, the Creator og ASAP Rocky.
Hvordan har musikkarrieren så påvirket Cudi selv? Det kan man blive klogere på i den nye Amazon-dokumentar ‘A Man Named Scott’, som lige har fået en trailer.
Instruktør Robert Alexanders debutfilm følger Kid Cudi fra det store gennembrud med hittet ‘Day ‘N’ Night’ tilbage i 2008 og frem til i dag. I den nye trailer fortæller hovedpersonen, at det var en stor omvæltning at gå fra bare at hedde Scott til pludselig at være kendt som Kid Cudi.
»Folk ser op til mig, men jeg er ikke en lykkelig person«, siger han. »Jeg følte mig som en bedrager«.
‘A Man Named Scott’ får premiere på Amazon Prime 5. november, og du kan se traileren herunder.