Den Sorte Skole leverede en religiøs helhedsoplevelse i Roskilde Domkirke
Den Sorte Skoles nye værk ‘Refrakto’ er udviklet i samarbejde med kunstnerkollektivet Vertigo, der altså stod for lysshowet til torsdagens tre (!) koncerter i selveste Roskilde Domkirke.
Og det var ganske enkelt et af de mest imponerende lysshows, jeg i mit liv har set. Der var fokuserede motiver, der bandt det hele sammen, men alligevel havde hver passage i ‘Refrakto’ sin egen unikke visuelle identitet.
Under et stykke bygget over sangen ‘Aurat (Tool)’ af Aïsha Devi, dannede lyset en figur, der mindede om en glasmosaik, man ville kunne finde i en udsmykket katedral. Og da Den Sorte Skole inkorporerede den spanske kirkekorsang ‘Kyrie XI’, blev et stort rødt kors langsomt lyst op – først blot med et lille spot i midten af korset, men som nummeret skred frem, blev hele korset belyst, og salen var indhyllet i rødt lys.
Den opmærksomme læser har muligvis lagt mærke til, at jeg har nævnt en del kristen ikonografi. Og det handler nok mest om, at jeg ikke kender andre religioner godt nok til, at jeg lige så let kan genkende deres symboler.
For ‘Refrakto’ er en tværreligiøs rejse gennem spirituel og rituel musik fra hele verden. Der blev således samplet vokaler fra praksisser i blandt andet Congo, Tibet, Haiti, Bhutan – alt sammen pakket ind i Den Sorte Skoles rige lydtapeter, hvor følelserne er højlydte, og hvor den soniske dynamik bliver skubbet ud i ekstremerne.
Disse transformationer af ritualer var konsekvent fængslende. Da duoen arbejdede med den amerikanske avantgardekunstner Diamanda Gálas’ satanpåkaldelse, blev det forankret i et hektisk lydbillede fyldt med bragende industrial-toner og hylende synths, hvormed der blev skabt et hårrejsende ubehag. Og da de havde det indiske Kerala-folks Rig Veda-recitation i fokus, var der denne her knitrende, glitchende lyd, der gik i ét med vokalerne.
Det var dog ikke alt sammen lyden af det ulmende dommedag. Da Den Sorte Skole serverede vokaler fra den senegalesiske korsang ‘Messe Carabane’, blev de behandlet med et mere vemodigt, afstemt lydunivers – og mod slutningen af denne sang skiftede de endda over til nogle decideret idylliske guitarlyde. Der var en god stemningsdynamik til stede, der gjorde at værket var engagerende hele vejen igennem.
Som lytter fik jeg derfor også rigtig meget lyst til at udforske al denne ritualmusik grundigere. For hvis Den Sorte Skoles smagfulde behandling kan gøre mig investeret i indspilninger af tibetanske mantraer, kan de måske også noget på egen hånd, der vil fængsle selv en outsider til den kulturelle kontekst.
Kun ét ret gennemtrængende problem afholder mig fra at gå helt op til en topkarakter. Nemlig det, at Den Sorte Skole afsluttede mange af deres tracks på præcis samme måde: Et crescendo, der når sit klimaks, hvorefter størstedelen af instrumenterne cutter brat ud – og lige et enkelt instrument eller to kan få lov til at fortsætte over i næste track.
Det er sjovt, hvordan duoen vævede talrige samples fra hele verden sammen (jeg fik udleveret en sampleliste for værket, der tæller over 100 sange), men at der ikke var mere elegante overgange fra sats til sats.
Den problematik endte dog ikke med at gå i vejen for, at ‘Refrakto’ i Roskilde Domkirke overordnet var Den Sorte Skole (og Vertigo), når de er bedst: En helhedsoplevelse, hvor lys, lyd og musikarkæologisk nørderi gik op i en højere enhed.
Kort sagt:
Med ‘Refrakto’ forankrer Den Sorte Skole rituel og religiøs musik fra hele verden i deres unikke sample-univers. Ikke alene lød det fremragende i Roskilde Domkirke, det hele blev også løftet af et overvældende stærkt lysshow fra kunstnerkollektivet Vertigo.
Den Sorte Skole spillede 18. november hele tre gange i Roskilde Domkirke. Soundvenue var til koncerten kl. 20.00.