KOMMENTAR. Spotify Wrapped er et fænomen, som mange ser frem imod, når vi når ind på årets opløbsstrækning.
Det, der kunne have været tørre tal over, hvad og hvor meget vi har lyttet til, har musikstreaminggiganten klogt forvandlet til en sjov, smukt indpakket og delevenlig opgørelse over vores musikforbrug.
De årlige globale og nationale toplister, som bliver spyttet ud til alverdens medier, sikrer Spotify masser af omtale, men det er særligt den brugerrettede opgørelse, den egentlig Wrapped-oplevelse, hvori genialiteten, set fra Spotifys stol, består.
Mange af os synes sikkert, det er sjovt og spændende at se præcis, hvor mange minutter vi har lyttet til musik i det forgangne år, hvilke fem kunstnere vi har lyttet mest til, og hvor mange genrer, vi har gransket.
Men det er også netop her, røgsløret er rullet ud.
For selv om Spotify har været med til at revolutionere måden, vi lytter til musik på, er det også en virksomhed, der i høj grad lever af vores data. Et techselskab, der med algoritmer og nudging skal kapre så meget af vores tid som muligt.
Og med Wrapped camouflerer Spotify sin dataindsamling som en hyggelig og uskyldig leg, hvis eneste formål er at underholde.
Der er sjovt nok ingen tal over, hvor mange forskellige devices, Spotify har registreret på dit wifi-netværk, hvilke styresystemer det har snuset sig frem til bliver brugt på din smartphone og tablet (begge dele noget, selskabet indsamler data på), ligesom Spotify heller ikke lige får nævnt noget om, hvor meget metadata, der er brugt ud fra dit musikforbrug til at anbefale dig nye ting at lytte til.
Vi ser en lille top af det gigantiske isbjerg, der gemmer sig under overfladen.
Men du har jo ikke noget at skjule, så er det ikke lige meget?
Strukturelle uligheder siver ned i algoritmerne
En ting er overvågningen af brugernes gøren og laden. Den diskussion tager vi en anden dag. Vender vi i stedet tilbage til Spotifys forretningsmodel, så finder vi slagsiden for mange af de dygtige musikere, der kæmper om plads i vores øregange. For det handler for streamingtjenesten om at få os til at, ja, streame.
Og det gør Spotify bedst ved at vide rigtig meget om os. Ligesom mange andre techvirksomheder også gør.
Men det er ikke uden konsekvenser for musikken.
Som det tidligere er blevet kortlagt i bogen ’Digitale liv – brugere, platforme og selvfremstillinger’, så elsker Spotify at overraske os så lidt som muligt, når selskabet anbefaler ny musik til os.
Selv om det er musik, vi ikke har hørt før, vi får anbefalet, skal det helst være genkendeligt. Trygt for ørene.
Samtidig er det også godt for Spotify at anbefale musik fra kunstnere, vi kender i forvejen, for så er chancen for, at vi kan lide det pågældende nummer også større.
Det kan være svært at have noget imod at få anbefalet musik, man kan lide, men med netop denne fremgangsmåde bidrager streamingtjenesten til at skævvride det musikalske landskab.
For det betyder, at det er sværere at være ny kunstner med en mere eksperimenterende lyd – i hvert fald hvis man gerne vil have mange streams og dermed få sin musik hørt. Tværtimod er der ræson i at lave noget, som lidt er lavet før, men bare skrue og justere hist og her. Gøre det lidt genkendeligt. Ikke udfordre os for meget. Ikke tænke alt for nyt.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at en årligt tilbagevende debat er fraværet af kvindelige artister på toppen af – særligt de danske – streaminghitlister. Ligesom det heller ikke er tilfældigt, at dansk musik har svære kår, når den skal bokse mod internationale hitmagere på en platform, der har en klar interesse i at lade det mest populære vinde – for det vil der statistisk set være mest ræson i. For Spotify.
Ganske vist var der ligevægt i år, hvad angår danske og udenlandske kunstnere på Spotifys top-10 over mest streamede artister herhjemme, men set på enkelte sange havde udlandet stadig en overhånd – vel og mærke i et år, hvor dansk radio har fokuseret ekstra meget på at spille dansk.
Og det er det, der er det svære, når nu Spotify har nået en størrelse, hvor det er stedet, man skal være som musiker.
For strukturelle uligheder – som eksempelvis en underrepræsentation af kvindelige artister – siver videre ned i de algoritmer, der skal anbefale os musik, og den slags er ikke sådan at ændre på.
Tværtimod er sandsynligheden for, at det modsatte sker givetvis større, og det er med til at give os mere af den samme musik, den samme lyd, de samme temaer, mens det kan være sværere at skabe de helt store nybrud.
Måske man også ligefrem kan tænke i, at Spotify Wrapped er med til at holde brugere i deres lyttevaner? ’Ah ja, det var det der, jeg rigtig godt kunne lide – det vil jeg lige høre noget mere’, må vel være en forventelig reaktion hos mange. Kontra en brændende lyst til at dyrke noget helt andet end det, man rent faktisk får smasket i hovedet som værende ens favoritmusik.
Genialiteten ligger jo i, at med Wrapped bliver techgigantens dataindsamling forvandlet til en musikalsk julegave – noget alle taler om og griner af over frokosten dagen efter.
For alle de bagvedliggende strukturer tænker man jo ikke på, når velproducerede animationer viser én, at man har lyttet til 27.016 minutters musik i 2021. Selvfølgelig gør man ikke det.