Eminems enorme popularitet fornægter sig ikke, når han kontinuerligt sætter den ene lytterrekord efter den anden – også selvom den kritiske modtagelse af hans seneste udgivelser ikke har været prangende.
Rapperens seneste milepæl kom i denne uge, hvor albummet ‘The Slim Shady LP’ fra 1999 nåede 1 milliard afspilninger på Spotify og slog en rekord i processen.
Eminem er nemlig den første kunstner til at have hele 11 album, der hver især er blevet afspillet mere end én milliard gange på Spotify. Hans andre album, der har brudt glasloftet, tæller blandt andet ‘The Marshall Mathers LP’, ‘Recovery’ og nyere udgivelser som ‘Kamikaze‘ og ‘Music To Be Murdered By‘.
Faktisk er det eneste Eminem-album, der ikke har nået milepælen, hans debut ‘Infinite’, der dog heller ikke er at finde på streamingtjenesten i øjeblikket.
Selvom han ikke har udgivet noget album i år, har Eminem også gjort sig gældende på den amerikanske hitliste, hvor hans 16 år gamle Greatest Hits-album ‘Curtain Calls’ var med i top 50 over årets bedst sælgende udgivelser.
Albummet er desuden det rapalbum, der har tilbragt længest tid på Billboards 200-liste: Over 550 uger i streg.
Selvom det ikke er blevet til et nyt album i 2021, har Eminem ikke ligget på den lade side. Han medvirker blandt andet på en af Dr. Dres nye sange, mens han nok også er godt i gang med forberedelserne til sit store Super Bowl-show med blandt andre Dr. Dre og Kendrick Lamar.