Med en flaske i hånden og en tændt cigaret i kæften gik Iceages runde fødselar i musikalsk frontalangreb på publikum
Som mangeårig Iceage-fan havde jeg i starten lidt svært ved at sluge deres seneste album, det fremragende ‘Seek Shelter’ fra 2021. For selv om Iceage alle dage har været et nysgerrigt band, der nægtede at lade sig sætte i bås, og som altid nød at forny deres lyd, skete der alligevel et vendepunkt med ‘Seek Shelter’ – for det var den første af deres udgivelser, man ikke rigtig længere kunne rubricere som punk, men blot som rigtig god, artsy rock.
Så da Store Vega torsdag aften (på forsanger Elias Bender Rønnenfelts 30-års fødselsdag endda) var fyldt med Iceage-fans, var jeg i tvivl om, hvordan stemningen ville være. Sidst jeg så dem spille headliner-koncert, var publikum nødt til at sidde ned. Ville det mon blive en tålmodig aften, hvor vi stilfærdigt skulle lytte til eftertænksomme sange? Eller ville man kunne mærke den punkede energi, der trods alt er bandets grundsten?
Der var ikke den store tvivl, da Rønnenfeldt spankulerede ind på scenen til tonerne af åbningsnummeret ‘Dear Saint Cecilia’. Med en flaske i hånden og en tændt cigaret i kæften gik han nærmest i frontalangreb mod os, der stod på første række. Flere gange reagerede jeg refleksivt, som om han var på vej til at sparke mig, så voldsom var hans fysiske udstråling. Før jeg nåede at danne mig et overblik over situationen, var cigaretten røget ud af Elias’ mund og ned ved siden af min støvle.
‘Dear Saint Cecilia’ er med sit Springsteen-møder-glamrock-guitarriff en fremragende sang at starte med. Man kan mærke energien hobe sig op i kroppen, som den tromler derudaf, og når først verset går i gang, er det umuligt at stå stille.
I det hele taget var koncerten et pragteksempel i at konstruere en solid setliste. Med ‘Dear Saint Cecilia’ som stemningssætter var der allerede 100 procent moshpit-stemning, da vi nåede til fanfavoritten ‘Pain Killer’ som andet track. Og dermed var den bluesede ‘High and Hurt’ også klar til at være ekstra højtragende, når vi ramte det majestætiske omkvæd (efter dejligt voldsomme vers).
Når først stemningen var blevet så grandios, var vi klar til at få en rigtig beskidt lyd i gang, da en ekstra nasty udgave af det vidunderligt onde guitarriff fra ‘Vendetta’ begyndte. Efter al denne brutalitet fem numre i streg lod bandet os kort ånde ud, da vi nåede balladen ‘Shelter Song’, der trods det langsomme tempo ikke var fattigt på skærende feedback og store armbevægelser fra Elias Bender Rønnenfelt.
Nej, det var ikke punk alt sammen, men det var et klassebevis på, at den alternative rock har sine egne metoder til at ruske rundt i folket. Og Iceage udnyttede deres diskografis stilmæssige spændvidde til at skabe en setliste, hvor hvert nummer fungerede eminent i dynamisk forlængelse af det foregående.
Tidligere har jeg været lidt kritisk over for Iceages evne til i en livesetting at omdanne instrumentalt varierede tracks (med klaver, blæsere, strygere og gospelkor i studieudgaverne) til koncertnumre med blot guitarer, bas, trommer og vokal. Men denne gang fik de altså virkelig fyldt ud, så jeg ikke savnede noget. Klaveret fra ‘Drink Rain’ lød lige så fornemt spillet på guitar, og lidt ekstra støjende guitarer gjorde, at jeg slet ikke savnede det udvidede ensemble på ‘Hurrah’.
Det kan selvfølgelig også være, at den hemmelige ingrediens var, at bandet havde medbragt en dedikeret tamburinist. Som altså ikke spillede andre instrumenter end tamburin. Spøjst valg – men jeg klager ikke, for lyden var på intet tidspunkt fattig.
Hovedpersonen var dog uden tvivl fødselsdagsbarnet Elias, som var i ubestridelig topform. Med cigaretaske på støvlen gik jeg derfor vældig glad og tilfreds fra Store Vega.
Kort sagt:
Iceage havde lavet en fremragende setliste, der fik det bedste ud af deres spraglede diskografi. Store Vega osede af vildskab, og de fik med succes omdannet instrumentalt ekspansive sange til et mere traditionelt rockformat, uden at det mindste gik tabt.