»It’s a sad and beautiful world«.
Ordene kommer fra Joakim Wei Bernild, den ene halvdel af First Hate, mens vi er cirka halvvejs igennem vores måltid på den kinesiske restaurant Fu Hao. Her møder jeg dem trætte, men glade, dagen efter deres releasekoncert på Hotel Cecil.
Det er en trist og smuk verden. Joakim siger det halvt i spøg som den floskel, det er. For det er det. Men alligevel er det tydeligt for os alle tre, at der er noget i den betragtning, der giver mening i forhold til First Hates musik – ikke mindst deres nye album ‘Cotton Candy’.
For her har dualiteten mellem den smukke, euforiske og farverige verden og den triste og ødelagte af slagsen aldrig været skarpere.
Ligesom mange af os andre er det gået op for duoen, at verden og livet også kan være grimt eller skuffende, ikke mindst på grund af de alt for høje forventninger og egoistiske tendenser, vi selv fylder ned i dem.
Enhver lykke kommer med en ulykke indbygget.
Det der klistrede stads der sidder tilbage
Candyflossen blev for gruppen den perfekte metafor for følelsen af den flygtige lykke, forklarer forsanger Anton Falck: »Der er sådan et tema med candyflossen, som er den der store sky af sukker, som man har lyst til, når man ser den, og når man så får den, forsvinder den mellem hænderne og bliver til sådan noget klister«.
Joakim: »Det er følelsen af det der klistrede, der sidder tilbage, den der eftersmag af det søde, man søgte. Det er et spændende tema, fordi meget af livet er sådan nogle ideer, man forfølger, som viser sig at være noget andet, end man troede, de var. Men de bliver ved med at eksistere som sådan nogle narrativer, man styrer sit liv efter«.
»I know you like cotton candy, we know we shouldn’t – but we do it anyway«, synger Anton gennem auto-tunen på det nye albums titelnummer ‘Cotton Candy’.
Man kan nærmest mærke det, de der små klatter af størknet sukker, der sidder på fingrene, når candyflossen er væk.
Forventning og skuffelse, nydelse og fortrydelse går ofte hånd i hånd. Ligesom når man (igen) har været nede og blande slik for 40 kroner og spiser hele posen, inden man overhovedet har fundet ud af, hvad man vil se på Netflix.
Det er den der følelse af, at lykken og drømmen er flygtig?
Anton: »Ja, altså ligesom man spiser en hel pose bland selv slik, og så får man bare kvalme«.
Og så fortryder man det lidt, men man synes også, det var lidt fedt?
Joakim: »Man gør det i hvert fald igen, det er jo det«.
»Pump the prices«
First Hate er kendt for store euforiske anthems. Sange, hvor man kaster armene over hovedet og glemmer sig selv. Men på ‘Cotton Candy’ opstod et behov for at gå mere i dybden og dykke ned i, hvad der gemmer sig under den farverige overflade.
Joakim: »Der er en spændende idé om underholdning. Som musik jo også er. Det kører mere og mere op. En person som Kanye West kan have et åbent sammenbrud, og det sælger bare flere aviser, singlen streamer mere, og det bliver et større show. Folk er vilde med det. Så der er et mørke i det der farverige underholdningsliv«.
»Money loves me / come on honey let’s spend it all / life’s expensive / pump the prices / looking good is my industry / keep living the dream / commercial«, synger Anton på den 90’-er-agtige ‘Commercial’.
Det sidste ord udtaler han som om, det er et fremmedord for ham, som om han ikke helt ved, hvad det egentlig dækker over. Han smager på det, bryder det ned i dets enkelte dele. Com-mer-ci-al. Hvad er det egentlig, det betyder?
Videoen til ‘Commercial’ føles også som en kommentar til den der overflade? Altså I stjæler en bil og en flaske vin og opfører jer dårligt. Det er sådan lidt en ’fuck det hele’-vibe.
Anton: »For mit vedkommende er der også lidt sådan en følelse af, at folk føler, de har rene hænder. Men vi har allesammen beskidte hænder. På den sidste plade var der et behov for at tale til kærligheden og hjertet. På den her var der måske behov for at tale lidt om, at vi allesammen også er nogle fuckhoveder«.
Er I meget optaget af, hvor dårligt det går i verden?
Joakim: »Vi prøver, men jeg tror, vi lever meget i det moderne dilemma, at selv når man skaber noget, så ødelægger man noget andet. Jeg tror, det er rigtigt, at vi havde brug for at give udtryk for nogle lidt mindre oppustede, sukkersøde ting«.
Når tivolituren slutter
Der er noget smukt ved tivolikonceptet. Du bytter dine bekymringer til et turpas for en dag. Det lyder godt. Men man kender også den der melankoli, der kan komme over en, når man sidder i pariserhjulet og kigger ud: Livet på den anden side af de kulørte lamper er bare ikke lige så simpelt som herinde.
»Det er bare rigtig flot at være i tivolier. Især de der lidt billige eller omrejsende tivolier. Som teenager havde jeg wildcard til Tivoli, mig og mine venner var derinde hver dag og samlede kopper op af skraldespanden, så vi kunne få pant. Da jeg blev ældre, tog vi meget til Dom i Hamborg, som er en kæmpe udgave af Bakken. Det er kaos«, fortæller Anton, da jeg spørger ind til, hvorfor de er så draget af tivolikonceptet, at det har spredt sig til albummet i en sådan grad, at man kan se en neongrøn rutsjebane i baggrunden på coveret.
Bliver det ikke for meget på et tidspunkt, den der overdrevethed?
Anton: »Jo, der er en grænse for, hvor mange gange du kan køre i tekopperne, før du brækker dig«.
Og midt i tivolituren var der pludselig noget, der rørte First Hate på en måde, de ikke havde prøvet før. Sangen ‘Hearts’, fortæller de, er første gang, de begge har grædt i studiet. Selv om man har fingrene dækket af candyfloss, kan der godt dukke store følelser op.
Måske er det også derfor, den sang stod ud for mig. Midt i den større fortælling, bag pangfarverne, gemmer sig også en historie om en grædende dreng, en far, der kommer sent hjem, og endnu et brev fra rektor.
Der er et citat fra ‘Hearts’, der skilte sig ud for mig. »Feel nothing, do nothing, be nothing, blood pumping, trying to get up you’re just 15, just a teen so just keep running«. Hvad ligger der i det?
Anton: »Det er en besked, jeg ville give til mig selv om 15-årig. Det er en følelse, jeg stadig har. Jeg hader at vågne, jeg hader at stå op. Den første halve time på dagen er det værste, jeg ved. Hvis man bare kunne forsvinde der. »Do nothing, be nothing«. Som teenager kunne jeg sove til klokken otte om aftenen og gå i seng igen klokken ti, og det kunne jeg gøre i flere dage. Men det skal man ikke«.
Hvorfor ikke?
Anton: »Jeg var meget i tvivl faktisk, for der skete federe ting, når man sov – man kunne drømme, man kunne flyve. Men jeg nåede et punkt, hvor jeg indså, at det nytter ikke. Så jeg tror, det er en besked om at stå op og gøre noget«.
Man kan hverken sove livet væk eller gå i Tivoli hver dag. Man må tage det søde med den klistrede virkelighed.