Smukfest har netop offentliggjort de sidste navne til programmet samt annonceret den fulde spilleplan for dette års festival. Der er blandt andet lagt op til nogle pænt store aften- og nattekoncerter.
Justin Bieber spiller for eksempel på Bøgescenen kl. 23.45 allerede på festivalens første dag, onsdag den 3. august. Hvilket i øvrigt er samtidig som Limp Bizkit optræder på Stjernescenen, så der er allerede et svært valg, festivalgæsterne skal træffe.
Suspekt spiller endnu senere: Albertslund-trioen går på kl. 01.45 natten til søndag. Så vi gætter på, at der bliver fællessang til ‘Kinky fætter’ omkring kl. 03.00.
Størstedelen af navnene på programmet var allerede offentliggjort, men der er i dag kommet en sidste række tilføjelser til årets plakat: Brandon Beal & The Pink Café, Eee Gee, Martin Zeppelin, Matoma, Phlake, Scandinavian Pink Floyd Project og School of X.
Smukfest finder sted 31. juli-7. august. Festivalen er stort set udsolgt – der kan kun købes endagsbilletter til søndagen.
Se spilleplanen HER.