1. Tobias Rahim ‘Når mænd græder’
Maskulinitet og sårbarhed er to fænomener, der altid har et fascinerende forhold til hinanden. Dette forhold udforsker Tobias Rahim på sin nye single, hvor han gør det klart, at mænd skal lære at græde.
»Maskuline tårer har vi lært at gemme væk / lige siden skolegården, de kalder bare på endnu mere tæsk«, synger Rahim og fabulerer over, hvordan mænd så ofte skal have en flaske, en streg, en joint eller en pille at drukne deres tårer i, før de lader deres følelser komme til udtryk.
Men det er altså okay at græde. Og det minder Tobias Rahim os om med denne musikalske krammer.
2. Miya Folick ‘Oh God’
Altpop-sensationen Miya Folick beskriver sin nye single som »øjeblikket fyldt af anger/panik/frygt: Når man sætter håndfladen mod panden og tænker over, hvad man dog har brugt sit liv på. Man ved, at der er brug for forandring, og for første gang nogensinde er man villig til at forsøge hvad som helst«.
Det er netop den desperation og usikkerhed, der skinner så tydeligt igennem på de spinkle to et halvt minut, ‘Oh God’ varer.
3. Søn ‘Ka ik connect’
Den der situation, når et bluetooth-device har besvær med at tilslutte sig din telefon, uanset hvor mange gange du prøver – nogle gange kan man selv føle sig som det bluetooth-device, når man ikke kan tilslutte sig sin omverden. Den følelse besynger Søn på denne selvreflekterende hymne.
4. Sharon Van Etten ‘Come Back’
Denne uge har budt på albummet ‘We’ve Been Going About This All Wrong’, det sjette udspil fra singer/songwriter-maestroen Sharon Van Etten. Et af tracklistens bedste sange er den eksplosive ‘Come Back’, der emmer af hjertesorg på en så dybfølt og patosfyldt måde, at det er svært ikke at blive lidt rørt.
5. 070 Shake ‘Web’
Frisk fra et overraskende vellykket Madonna-remix er den harmoniserende hiphop-magiker 070 Shake klar med sin nye single ‘Web’, hvor klangen af de mange lag af hendes vokal er fortryllende som sjældent før. ‘Web’ peger frem mod albummet ‘You Can’t Kill Me’, der udkommer 3. juni.
6. Girlcrush ‘Dysphoria! At the Psych Ward’
Nat Stallbaum fra danske Girlcrush er nonbinær, og det er ikke en dans på roser. På denne emo-klingende skæring besynger de en stribe af de dysforiske, nedværdigende eller endda traumatiserende oplevelser, de har gennemgået i mødet med en omverden, hvor alt for mange forsøger at benægte deres køn.
7. Future ‘Puffin on Zooties’
Future-æraen ligger måske nogle år tilbage efterhånden, men han kan godt nok stadig lave nogle stærke sange fra tid til anden. Og alle, der mener, at Future bare er uentusiastisk mumlen fra start til slut, skylder sig selv at høre, hvor ekspressiv hans levering er på dette nummer fra det nyligt udgivne album ‘I Never Liked You’.
8. Varnrable ‘DripDrop’
Varnrable er netop blevet annonceret til at skulle indtage Roskilde Festivals natklubscene Ambereum som en del af et showcase fra musikplatformen Uumphff. Hendes æteriske techno kan være intens i en klubkontekst, men som studiekunstner byder hun også på kompositioner som dette smukke, soulede stykke neo-triphop.
9. Boldy James & Real Bad Man ‘All the Way Out’
Boom bap af klassisk format gennemgår disse år en renæssance takket være kollektivet Griselda, der udgiver en pæn håndfuld stærke skiver hvert år. Den næste af slagsen kommer fra rapper Boldy James og producerteamet Real Bad Man, der udgiver ep’en ‘Killing Nothing’ 20. maj, hvorfra vi netop har fået den ret lækre ‘All the Way Out’.
10. Cheff Records ‘Helt Ny TN’
Siden den store Cheff-gendannelse har vi fået de mere poppede singler ‘Senere’ og ‘Sender mig til månen’, men med ‘Helt ny TN’ viser firkløveret os, at de altså stadig behersker det rendyrkede hiphopstof.