Sharon Van Etten fuldender sin rejse fra ensom trubadur til en af den alternative musikscenes centrale skikkelser
Sharon Van Ettens forrige udspil, det electropoppede ‘Remind Me Tomorrow’ fra 2019, var en udvidelse af den tidligere singer/songwriters intime udtryk – albummet udvidede en fanbase, der i dag tæller alle fra Barack Obama til David Lynch.
Med ‘We’ve Been Going About This All Wrong’ fuldender den amerikanske kunstner den rejse, der har forvandlet hende fra ensom trubadur til en af den alternative musikscenes centrale skikkelser.
Det forrige album virkede som et nyt kapitel. Derfor kan den fåmælte akustiske guitar, der åbner ‘We’ve Been Going About This All Wrong’, komme som lidt af en overraskelse. Den afdæmpede indledning er dog kun anslaget til et album, der igen virker designet til de store koncertscener mere end de små klubber.
Selv en hel maskinpark af rumklang, stroboskoplys, keyboards og effektpedaler ville heldigvis have svært ved at stjæle showet fra Sharon Van Ettens hovedattraktion: Hendes utrolige stemme. Den indledende ‘Darkness Fades’ åbner sig som en mørk blomst og ender som andre af Van Ettens bedste sange i et terapeutisk felt mellem knugende sorg og frydefuld forløsning. Med sine postrockede guitarflader og bønfaldende klimaks er det som Radiohead, når de er allerbedst.
På albumcoveret ser man Sharon Van Etten stå uden for sit hus under en himmel, der er truende rød. Det ligner en mere hjemlig, mindre kitsch-glamourøs udgave af Lana Del Reys brændende horisont på ‘Norman Fucking Rockwell’. Los Angeles-byfællen er meget langt fra den persona, som Lana Del Rey har skabt.
Siden sidste album har Sharon Van Etten passet sin søn, levet i isolation, været skræmt over verdenssituationen, aflyst et bryllup og drukket og røget lidt for meget, fremgår det af åbenhjertige interviews.
Hun har, kort fortalt, levet et liv, der har lignet vores andres. Plus minus, for samtidig har hun allerede været genstand for et helt hyldestalbum, ‘Epic Ten’, hvor koryfæer som Fiona Apple og Lucinda Williams fortolker sange fra hendes 12 år gamle album ‘Epic’. Og det er med god grund, at Sharon Van Etten undergår denne kanonisering.
Når hun rammer de høje toner, gør hun det med en kontrolleret klagen, der skaber transcendentale øjeblikke. Hun er en katharsis-dronning, der kan blive Cat Powers arvtager. Og der er en række stunder på det nye album, der vil blive stående som centrale i hendes sangkatalog.
Sharon Van Etten fik publikums opmærksomhed ved at skrive konfessionelle, ensomme sange som ‘Darkish’, der ligesom ‘Darkness Fades’ er en titel, der afsøger rummet mellem lys og mørke. Om håbet, der bygger op og bryder sammen igen, for langsomt, som nullermændene under radiatoren, at flikke sig sammen igen ud af ingenting.
‘Come Back’ er en bøn til en elsker eller en anden savnet – sangen kan indramme næsten enhver form for hjertesorg. Det er et nummer, der rækker ud efter himmelloftet på en måde, som måske er patosfyldt, men det er samtidig så dybfølt, at det er svært at sidde dette fromme anråb upåvirket igennem.
Andre steder på albummet er det som om, hun kæmper med at finde sig selv i den storladne poprocklyd, der nogle gange spænder buen lidt hårdt med sine maksimalistiske produktioner.
På Sharon Van Ettens tidlige album fungerede hun som en sjælesørger, på hvis skulder man kunne græde. Her og der er det som om, at den stort producerede lyd giver en fornemmelse af granatchok. Her er store synths, strygere og brusende trommer som aldrig før, og ofte sidder jeg som lytter og overvejer, om sangene virkelig behøver det. På numre som ‘I’ll Try’ og ‘Headspace’ er det som om, at de gode sange er blevet belagt med et lag krom.
Det er ikke al inspirationen fra industrial-pop og triphop, der er entydigt klædelig, nogle gange virker sangene fastlåst i en tidslomme sammen med Garbage og The Cardigans, da sidstnævnte oprustede med elektroniske klange på ‘Gran Turismo’. Sharon Van Etten bliver fanget i electro-malstrømmen og driver væk. Også et nummer som ‘Born’ ender med at lyde en smule ferskt, selv om der ikke mangler farver i paletten og episk bredskærmsformat.
Som albummets titel lægger op til, foregår hele værket i en dialog mellem fortid, nutid og fremtid. Fejende kontraster opstår på albummet, der ankommer uden forudgående singler, så det kan opleves som en helhed, som kapitlerne i en roman. Efter den afklædte, skælvende ‘Darkish’ kommer en selvsikker popbanger i form af ‘Mistakes’, albummets måske bedste bud på et taktfast hoppende klimaks til sommerens kommende festivaler.
‘We’ve Been Going About This All Wrong’ har stærke øjeblikke, der meget vel kan cementere Sharon Van Ettens voksende stjerne. Få andre lige nu kan forene det universelle og det personlige i en smuk sløjfe som hende.
Kort sagt:
Sharon Van Ettens sjette album har en række essentielle og gåsehudsfremkaldende numre, men der er også passager, hvor den storladne produktion truer med at gøre udtrykket en smule ferskt.