Sharon Van Ettens hamskifte er lige så logisk, som det er markant

Sharon Van Ettens hamskifte er lige så logisk, som det er markant
Sharon Van Etten.

Endnu en indiemusiker omfavner synthesizeren – og opkalder endda et nyt nummer, ’Jupiter 4’, efter en succesrig 80’er-model (som du kender, hvis du for eksempel er fan af Duran Durans ’Rio’).

Endnu en indiemusiker siger tak for lang, tro tjeneste til den hvide mands foretrukne potensforlænger i anden halvdel af det 20. århundrede – guitaren.

Der er intet hverken rystende originalt eller breaking news-værdigt ved at deklamere for verden, at Sharon Van Etten på sit nye album har bevæget sig i samme retning som et sted mellem 70-80 procent af sine indiekolleger.

I promotioninterviews op til udgivelsen har hun blandt andet nævnt (sin tidligere turnépartner) Nick Caves sorgbearbejdelsesopus ’Skeleton Tree’ som en inspirationskilde. Der er da også en hørbar forbindelse mellem de lydlige universer, der kendetegner de to album: De deler en sitrende nysgerrighed i omgangen med elektronikkens muligheder, en mørk, kviksølvagtig teksturrigdom, en mættet, tyktflydende atmosfære, der forekommer klippefast og nervøst sitrende på samme tid.

I virkeligheden oplever man som lytter ikke hamskiftet som særlig chokerende, for Van Etten tænker melodier på en bestemt måde og har, ikke mindst, en stemme, der fuldstændig farver og bemægtiger sig musikkens rum, uanset hvilke dingenoter, der så i øvrigt drejes på.

Den 37-årige amerikaners stemme er både rå og melankolsk; et vidnesbyrd om levet liv og en påmindelse om, at der er noget på spil, også – og måske især – når ordene er henkastede, nøgterne eller lakonisk registrerende, så man knapt nok bemærker, at de samtidig er urovækkende eller udtrykker en smerte, der ikke er mindre, bare fordi den udtrykkes indirekte eller med forsigtighed.

Albummets åbningsord er sigende for Van Ettens måde at berøre store følelser på, men uden på nogen måde at eksplicitere, hvori det vigtige består: »Sitting at the bar, I told you everything / you said, ’Holy shit, you almost died’«.

Hvis der er noget Van Etten mestrer, så er det dette; det fortættede, personlige drama, som hun leverer uden at overfortælle eller pointere. Vi bliver aldrig klogere på, hvad det var hun fortalte i den situation, hun bruger som indledende punchline. Det hun gør i stedet, er, at hun indirekte inviterer lytteren til at projicere hans eller hendes egne hemmeligheder ind i musikken. Det er kløgtig og stærkt forløst sangskriverkunst.

Omtalte åbningsnummer, ’I Told You Everything’, bærer en tydelig Van Etten-signatur i sin melodi, men er så nøgen og med så lange pauser imellem tonerne, at ængstelsen vokser sig tommetyk som havisen efter en lang, kold vinter. Man fornemmer, at et nyt udtryk trænger sig på – at det knirker og knager lige under overfladen – stilhed før storm.

På de følgende sange, ’No One’s Easy to Love’ og ’Memorial Day’, lader Van Etten da også sit nye elektroniske legetøj tage styringen – til dels på den gennemarbejdede kompositions bekostning. Der er tale om mission statements og demonstrationer af metode snarere end flyvefærdige sange.

Sidstnævnte er mest radikal med sit genkommende, ensomme synthmotiv og Van Ettens spøgelsesdissonante stemme. Femte skæring, ’Jupiter 4’, er mørk og altomsluttende, men også kold og afmålt – som lyden af et ekko i en for længst overflødiggjort fabrikshal. Her er bestemt mere Suicide eller Bauhaus end organisk americana-glød.

Hvis man savner noget så trygt og gammeldags som en god melodi, bør man ikke fortvivle. Dét får man midt på albummet, hvor Van Etten gemmer sine trumfkort. På ’Malibu’ ramler man ind i en glimrende komposition, hvor vers og omkvæd er mere tydeligt adskilte, og måske netop derfor står i et gensidigt befrugtende forhold.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Decideret fremragende er ’Seventeen’, der bærer sin Springsteen-som-fortolket-af-The War On Drugs-vibe med pandebrasken stolt hævet. Det er en motorisk pulserende skæring, der akkumulerer styrke for hver repetition, men den er også skæv og syret i form af sangerindens tiltagende desperate stemmeføring.

’Remind Me Tomorrow’ savner sange, der graver lige så katarsisk dybt – og rammer lytteren lige så hårdt – som forgængerens (’Are We There’, 2014) ’Your Love Is Killing Me’ eller er så formfuldendt melodisk som det albums svanesang, ’Every Time the Sun Comes Up’.

Det er til gengæld et album, man virkelig dykker ned i, selv om det nogen gange kan være svært at lokalisere hvad præcist, det er, der er på spil. Man lader sig omslutte, selv om man ikke helt ved, om det er i en kærlig eller en afvisende omfavnelse.

Musikken på ’Remind Me Tomorrow’ falder ikke nydeligt på plads, interesserer sig ikke for forløsning eller nemme svar, men lader al ængstelsen – og den kærlighed til livet, der ofte er ængstelsens baggrund – hænge i luften som tobaksrøg i en frostklar nat.


Kort sagt:
Sharon Van Ettens efterfølger til den guitarbårne ’Are We There’ fra 2014 er et hamskifte, der er ligeså logisk, som det er markant: Det nye elektroniske legetøj (mørke synths, drømmende trommemaskiner) skaber overbevisende og teksturrige stemninger, som man virkelig dykker ned i og lader sig omslutte af, men sangskrivningen mangler en kende af forgængerens formfuldendthed og følelsesmæssige pondus.

Sharon Van Etten. 'Remind Me Tomorrow'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af