ANBEFALING. Originalitet er en spøjs størrelse i det herrens år 2022. Især inden for rockmusikken, hvor de fleste udtryk og virkemidler efter 70-80 år med genren som populærkulturel mastodont efterhånden er blevet afsøgt og genbrugt utallige gange.
Alligevel tager det nogle gange kun få sekunder at falde pladask for et nyt band. For selv om man har hørt alle virkemidlerne før, kan de stadig sættes sammen på en måde og med en lethed, så de lyder både friske, berusende og usandsynligt cool. Det var sådan, jeg havde det, da jeg for et par år siden hørte sangen ‘Ballroom Dance Scene’ af Horsegirl for første gang.
Sangen starter med akustisk guitar, men bygger langsomt op og forvandles halvvejs igennem til en hvirvlende drøm af elektriske guitarer, alt imens de to sangere Penelope Lowenstein og Nora Chengs stemmer snor sig om hinanden i et skønt mix af melodi og tilbagelænet deadpan-levering.
Et lyt og jeg var solgt. Og da bandets to andre singler, den Sonic Youth’ske ‘Forecast’ og den støjpoppede ‘Sea Life Sandwich Boy’, begge holdt samme skramlede høje niveau, var jeg pludselig musikalsk forelsket i den unge trio fra Chicago, der dengang ikke var færdige med high school, men alligevel skrev musik, der støjede præcis som en række af mine 20-30-40 år gamle yndlingsbands.
Eviggyldig indierock
I starten af juni udkom så debutalbummet ’Versions of Modern Performance’, der skulle vise, om de efter endnu en række lovende singler kunne leve op til deres hidtidige standard på et helt album. Og lad os bare slå fast, at det lykkes på et skarpt album, hvor Horsegirl nedbryder deres forbilleder og genskaber lyden i deres eget billede.
Den kommanderende ‘Anti-Glory’ er ligefrem, men skarpt skåret postpunk, mens ‘Live and Ski’ minder mig om 00’er-bands som Clap Your Hands Say Yeah.
‘Dirtbag Transformations’ støjende indiepop lyder af Built To Spill, og på den himmelstræbende, men samtidig delikate skønhed i den helt korrekt betitlede ‘Beautiful Song’ og albumlukkeren ‘Billy’ bliver Horsegirl såmænd hjulpet på vej af gæsteoptrædener fra forbillederne Steve Shelley og Lee Ranaldo fra Sonic Youth.
Selv de musikalske interludes ‘Bog Bog 1’ og ‘Electrolocation 2’ vækker minder om fortidens helte og viser med deres labyrintiske hvirvel af guitarstøj, at My Bloody Valentine ikke har levet forgæves, mens det sidste klaverbaserede interlude, ‘The Guitar Is Dead 3’, nærmere vækker minder om Groupers støjende, men afdæmpede lo-fi-kompositioner.
Det her er musik, der kunne være skrevet og spillet af tre unge mennesker og deres guitarer i både 1982, 1992, 2002 og 2022 uden at lyde ude af trit med tid og sted. Eviggyldig støjende indierock.
Mere end bare en kopi af en kopi
Nora Cheng, Penelope Lowenstein og Gigi Reece kan helt tydeligt deres musikhistorie og er heller ikke bange for at skilte med den.
Uanset om det er gennem deres umådeligt cool kuraterede Spotify-playliste ‘Horsegirl Sounds’, hvor de ugentligt fremviser både musikalske inspirationskilder, obskure deep cuts eller sætter fokus på deres musikalske venner i andre bands fra Chicago.
Eller om det er i deres egen musik, hvor også teksterne sender små blink med øjet i retning af dem, der kom før.
Som når trioen på den skønne single ‘A World of Pots and Pans’ lykkedes med at referere alt fra The Cure og Jesus and Mary Chain til Belle And Sebastian, Gang of Four og The Pastels i løbet af en enkelt sang. Uden at det lyder forceret af den grund.
Når man ligefrem synger »You’re just like honey and heaven too«, er det jo ikke ligefrem, fordi man underspiller referencerne.
Men på trods af det kan Horsegirl ikke bare afskrives som værende en kopi af en kopi af en kopi. For bag alle deres åbenlyse inspirationskilder ligger der en helt utvetydig personlighed i alle deres sange.
De lyder umiskendeligt også som Horsegirl. Som Nora, Penelope og Gigi. Som tre unge venner, der skaber deres helt egen verden gennem en kærlighed til deres forbilleder og rockmusikken.
En verden, som de er søde at lukke os andre ind i. Og en verden, der også er spækket med tekster, der både er tongue in cheek og fyldt med småpsykedeliske personbeskrivelser, vignetter og billeder, der er med til at skabe et univers befolket af skæve personager, lyde og scener, som man ikke kan lade være med at gå på opdagelse i.
Og så er vi igen tilbage til, hvorfor jeg faldt for ‘Ballroom Dance Scene’ dengang for to år siden. For hvem kan stå for en sang, der på under 20 sekunder præsenterer os for så fantastiske karakterstudier som »Benjamin has seven pens to differentiate between his sins« og »Susie sits in woolen socks and licks her bruise like it’s a lollipop«?
Nu mangler jeg bare at høre dem live, men det får jeg heldigvis chancen for, når Horsegirl næste fredag spiller deres første danske koncert på Roskilde Festivals mindste scene, Gloria. Jeg vil anbefale alle andre med en kærlighed til støjende guitarer at gøre det samme.