Vidunderet Jeuru havde verden for sine fødder på Roskilde Festival

Det føltes som en erobring, da Jeuru Malik Antoine, lidt forsinket, tonede frem på Countdown.

Med sin olympiske soulvokal og sensuelle rap havde han omgående magten over publikum. Jeuru kæmpede ikke engang for den, han antog den bare. Med rette.

»I don’t give a fuck«, lød det, men attituden var ikke et stunt. Over dybe, kropslige stød af synthbas udsmykkede han nænsomt sine sange med ornamenter, mens han svævede rundt på scenen som en farao.

Det var som at se en kunstner, der aldrig havde foretaget sig andet.

Flankeret af tre musikere og to dansere, der forstærkede hans bevægelser med energisk synkroni, fyldte han med lethed scenen ud. Iført, som det naturligste, hvide silkehandsker og et lagen vredet løst rundt om overkroppen.

Selv ikke en død mikrofon undervejs bragte Jeuru ud af fatning. Tværtimod satte han gang i et tordnende og kælent sprødt cover af ’Purple Rain’ lige efter.

Ud over trommer, elguitar, synth og et fyldigt backtrack blev Jeuru gæstet af Nikolaj Vonsild og Ivan$ito. Og dermed nåede vi også forbi reggaeton i det, der udviklede sig til en koncert, som kunne gå i alle retninger.

På afslutteren ’King Malik’ byggede bandet et beskidt beat med dumpe klokker, mens Jeuru sang med paradisisk, mellemøstligt intoneret nerve. Præcis som han havde gjort i åbneren ’Feng Shui’.

Han var allerede for stor til denne scene. Og måske for stor til denne verden. Den tidløse futurisme i Jeurus udtryk er en gave til det danske musikmiljø, og det kommer kun til at gå én vej herfra.