Bright Eyes storimponerede i København – sådan her kommer man ud over scenekanten
Da jeg som teenager fik øjnene op for indierockgruppen Bright Eyes, var der særligt to sange, der gjorde mig øjeblikkeligt forelsket i dem: De stilfærdige og forsigtige ‘Lua’ og ‘First Day of My Life’.
Et forsigtigt kig på gruppens streamingtal fortæller mig, at jeg næppe er den eneste, der gennem tiden har dyrket netop disse to tracks.
‘Lua’ og ‘First Day of My Life’ er som sådan ikke dårlige introduktioner til Bright Eyes – de viser fornemt både bandets øre for stærke melodier og forsanger Conor Obersts evner som både poet og ekspressiv vokalist.
Men de viser ikke, hvor fyldige og detaljerede arrangementer, pianist og kapelmester Nate Walcott har for vane at kreere. Og de viser kun i glimt, hvor vital og kreativ en guitarist, Mike Mogis er.
Ud fra de to populære sange kunne man fristes til at tro, at Bright Eyes primært er et indadvendt akustisk foretagende. Men de har så meget mere at byde på. Og det viste de tydeligt i et udsolgt Store Vega søndag aften.
Arrangementerne var så kompakte, at der oftest var brug for hele otte musikere på scenen. De fleste af disse vekslede desuden mellem en mindre håndfuld instrumenter.
Før man vidste af det, havde Walcott lige gang i en trompet, så hev Mogis sin mandolin frem, og andetsteds begyndte korsangerne at spille henholdsvis saxofon og violin, mens et af livemedlemmerne roterede mellem at spille både keyboard, flygelhorn, guitar og percussion.
Det risikerede nærmest at blive helt kaotisk. Men det faldt aldrig til jorden. Blandt andet fordi lyden bare var knivskarp. Sjældent har jeg hørt så god lyd med så mange instrumenter på scenen. Ikke ét instrument druknede, og næsten hver eneste bid af Obersts smukke lyrik trængte klart igennem.
Det var fundamentalt virkelig godt arrangeret. Intet instrument føltes som unødigt fyld. Og de fik god plads i arrangementerne til at ånde.
Såsom under den powerpoppede, let The Cars-kanaliserende udgave af ‘Falling Out of Love at This Volume’, der formåede at bygge godt op til et fængslende synthriff. Eller på ‘Pan and Broom’, der først i sidste vers fik livetrommer på som supplement til sangens spinkle trommemaskine, der lyder distraherende meget af Drakes ‘Hotline Bling’.
‘Just Once in the World’ startede og sluttede med blot Oberst på akustisk guitar, men havde bandet med i midten, og den countryinspirerede hymne ‘Another Travelin’ Song’ fik lige lidt ekstra smæk på, hvilket kun gjorde den tragiske kontrast til Obersts vemodige vokal endnu smukkere.
Nuvel: Jeg har fået understreget, at Bright Eyes er meget andet end blot Conor Oberst.
Men Obersts evner som frontmand skal absolut ikke underkendes. Han dansede og spænede rundt på scenen hver eneste gang, han havde hænderne fri. Det var ingenlunde koreograferet. Det var rettere som om, ordene og melodierne animerede ham, således at han slet ikke kunne få sig selv til at lade være med at dreje rundt, springe omkring og gestikulere. Det var totalt uimodståeligt.
Mellem numrene snakkede han en del – især mod slutningen af koncerten. Det blev lidt rablende til tider, men han forblev underholdende hele vejen igennem (jeg var særligt fan af en totalt relevansforladt ekskurs om dinosaurer).
Det var lidt det, Julian Casablancas troede, han havde gang i på Orange Scene – blot i en veleksekveret udgave. Den slags sniksnak er jo klart også lettere at blive underholdt af, når den følger med så god en optræden, og det hjalp afgjort også, at Oberst ventede til et godt stykke inde i koncerten, før de længste enetaler kom.
Jeg følte mig ganske enkelt i vildt godt selskab i Store Vega. Sangskrivning i verdensklasse leveret af et ualmindeligt velspillende band.
Hvad mere kan man bede om?
Kort sagt:
En otte musikere høj udgave af Bright Eyes storimponerede i Vega med nogle drøngode arrangementer og en frontmand, der om nogen forstod at komme ud over scenekanten.