Grimes har en baby ved navn X Æ A-12 med Elon Musk, en gigantisk rygtatovering af »alien-ar«, og så drømmer hun om at ende sine dage på Mars. Hun har for nylig dannet en virtuel pigegruppe ved navn NPC (non-playable character, get it?), og hendes næste album bliver, ifølge hende selv, en rumopera om et lesbisk drama mellem en dæmonisk kunstig intelligens og en syntetisk kurtisane.
Den 34-årige artist er altså lidt af en excentriker. For at sige det mildt. Så hendes nyeste idé er måske ikke så overraskende, som den lyder.
På Twitter har Grimes således skrevet, at hun er ved at undersøge, hvordan man kan få lavet elverører og vampyrtænder. Ikke bare som en slags midlertidig udsmykning. Men permanent.
Musikeren efterspørger »gode, sikre, pålidelige folk«, der kan hjælpe hende med tænderne og ørerne – sidstnævnte operation er hun dog lidt i tvivl om.
Der er derudover godt gang i kommentarsporet, hvor Grimes blandt andet skriver, at hun gerne vil have hele kroppen tatoveret og have lavet flere kropsmodifikationer.
Noget så konventionelt som en næseoperation er dog ikke en mulighed: »Min næse er mit mest karakteristiske træk – den ændrer jeg ikke, bare rolig«.
Grimes slår os nu heller ikke som en person, der er vildt interesseret i klassisk skønhedskirurgi. Det virker mere som om, hun er ved at omdanne sig selv til en form for alien-fantasy-AI-superhelt. Eller noget i den dur.
Den excentriske artist har dog også andre planer for 2022 end vampyrtænder og elverører. Hun har netop været på coveret af Vogue Kina, hvor hun også har givet et interview. Her afslører hun, at der kommer ny musik inden længe – sammen med ingen ringere end The Weeknd.
Vampyrtænder, elverører, Vogue-forside, The Weeknd-feature; en helt normal dag i Grimes’ liv.