I dag drømmer de fleste musikere nok om et samarbejde med Billie Eilish, men i 2016, inden popstjernen debuterede, var Katy Perry hurtig til at afslå et samarbejde med det unge stortalent.
Det fortæller Perry i en TikTok-video fra den amerikanske radiostation 102.7 KIIS FM (via Billboard).
Perry fortæller, at hun dengang fik en mail, om at hun skulle holde øje med en ung, ny artist, som hendes pladeselskab gerne ville have, at hun samarbejdede med.
»Det var en sang, der hed ‘Ocean Eyes’, og det var bare en blond pige. Jeg tænkte: ‘Meh, det er kedeligt’«, genfortæller Perry.
Øjeblikket var ikke et af de stolteste i Perrys karriere, der ser tilbage på det som »en kæmpe fejl«. »Please lad være at dele det med internettet«, joker hun.
Heldigvis er hun senere blevet venner med Eilish, som det blandt andet fremgår af dokumentaren ‘The World’s a Little Blurry’.