En af de mest hypede rappere fra New York kommer til Danmark for anden gang. Den 5. april spiller Lil Tjay på det københavnske spillested Tap1.
Det har været nogle turbulente år for den unge stjerne. New York-rapperen slog bredt igennem i 2019, og var blandt andet forbi Danmark til en højenergisk koncert i foråret 2021.
Men sidste år blev han skudt syv gange.
»Syv skud, det er sgu hårdt. De fleste overlever det ikke, men jeg er her stadig. Jeg er her af en årsag«, udtalte han efterfølgende. Rapperen udgav også sangen ‘Beat The Odds’, som han indspillede i hospitalssengen.
Nu er Tjay altså på fødderne igen og klar til at tage på tour. Han gæstede desuden også for nylig på Ice Spice-sangen ‘Gangsta Boo’ fra dennes hypede ep ‘Like..?‘.
Billetsalget til koncerten i København starter 27. januar klokken 11.00 via ticketmaster.dk og allthingslive.dk.
Lil Tjay (US)
Tap1
5. april
Billetpris: 445 kr.