Lil Tjay fik publikum til at lave indendørs regnvejr – men rapperens største styrke forsvandt i vandfesten
Hen mod slutningen af sin koncert i Tap1 tirsdag aften delte Lil Tjay en masse vand ud til publikum. Publikumssikkerhed bør selvfølgelig være mere præsent end nogensinde, men det var ikke helt det, der var hensigten.
I stedet havde Lil Tjay en anden bagtanke med den noget lange vanduddelingsceremoni. Publikum blev instrueret i at kaste vandet op i luften under det næste nummer, og som sagt så gjort: Da beatet til ‘F.N.’, et af New York-rapperens største hits, droppede, var der indendørs regnvejr for en kort bemærkning.
Det var en sjov gimmick, der satte gang i festen (perfekt til sociale medier), men også et sted hvor Lil Tjays vokal gik lidt tabt i det rabalder, som rapkoncerter nu engang kan være, hvor det lige så meget handler om at feste og hoppe som det gør om at lytte.
Men det taler ind i et modsætningsforhold, der på mange måder var definerende for Lil Tjays koncert. For er han egentlig crooner, drill-rapper eller noget derimellem? Hidtil i sin karriere har han netop udmærket sig ved at kombinere hårde rapbeats med en melodisk styrke og en helt særligt klingende croonerstemme.
De to elementer ville bare ikke ville gå op i en højere enhed lige her. De fungerede dog hver for sig.
På numre som åbneren ‘Laneswitch’, ‘Run It Up’ eller i koncertens drill-sektion med ‘War’ og ‘Zoo York’ var der gang i festen, og meget af koncerten gik med en rå, stærk, men også lidt rodet energi. Men er det virkelig her, at Lil Tjay er stærkest?
For samtidig viste han stedvist, at han også kan tage sine melodier og fraseringer ind i en livesammenhæng på numre som ‘What You Wanna Do’ og ‘Sex Sounds’ samt i de a cappella-sektioner, han kastede sig ud i efter ‘Leaked’ og ‘Mood Wings’. Her kunne man fornemme, at han kom med mere end bare en intention om at turn up, og det var også her, man mærkede, hvad det er Lil Tjay kan, som ikke så mange andre kan.
Derfor var det også lidt ærgerligt, at det kun var i glimt, man fik hørt hans ret unikke vokal. Omvendt var det helt klart i de mere følsomme numre, at energiniveauet tog et mærkbart dyk, og der var altså noget i opbygningen, som ikke helt spillede.
Det er en svær balancegang, en svær dynamik at mestre, og det hele endte lidt med at være den klassiske kamp mellem nærvær og følsomhed og rapdiscipliner som moshpit og hoppen. Og man kunne altså ikke helt undgå at blive lidt forvirret af den rutsjebanetur.
Der var steder, hvor det lykkedes Lil Tjay at kombinere de to. På ‘Hold On’ og ‘Calling My Phone’ blev der ramt en gylden middelvej, hvor energien blev holdt oppe samtidig med, at Lil Tjay formåede rent faktisk at bruge sin unikke stemme – det var klart aftenens stærkeste øjeblikke.
Kort sagt:
Lil Tjay viste, at han er en stærk vokalist, og at han også kan holde energiniveauet højt. Men han formåede lidt for sjældent at ramme balancen i Tap1.