Alex G’s eksperimenterende Store Vega-koncert beviste, hvorfor han aldrig bliver en pastiche
Alex G har skrevet mange sange, der lyder som snydt ud af næsen på Wilco, Modest Mouse og Elliot Smith. Men den produktive amerikaner tør også læne sig kælent op ad Drake-agtig r’n’b og pludselig tilføre autotune til et Neil Young-agtigt nummer, så aldrende indierockere i skovhuggerskjorter sikkert spærrer øjnene op og slår korsets tegn.
Med 10 album på bagen er han trods sine blot 30 år blevet en institution for et publikum, der også er purungt. Store Vega var fredag aften fuld af mennesker, der sandsynligvis har deres gymnasietid i meget frisk erindring, og de fik foreviget deres idol på scenen med deres mobiltelefoner, samtidig med at der blev råbt efter personlige favoritter.
’God Save the Animals’ står som et hidtidigt højdepunkt i Alex G’s karriere, og det var også 2022-albummets numre, der var omdrejningspunktet under aftenens koncert.
’S.D.O.S’ åbnede ballet, og der løb en skælven af glad genkendelse gennem salen, da nummeret tog fat. Med sin creepy voice-over og insisterende, let diabolske fornemmelse lyder den som en uptempo udgave af noget, Air kunne have lavet til deres ’The Virgin Suicides’-soundtrack.
Det næsten instrumentale intermezzo fra albummet blev forvandlet til åbningsstatement til en koncert, der stak i mange retninger, så man som publikum aldrig var sikker på, hvilket stilskift der ventede omkring næste hjørne.
’Runner’ fulgte efter som en sikker tidlig triumf i koncerten. Det er en rigtig god sang, også selvom den lyder i overhængende fare for at rode sig ud i et sagsanlæg fra collegerockerne Soul Asylum – deres næsten enslydende kæmpehit fra 1993 hed ’Runaway Train’.
Og nu vi er ved 90’erne: Alex G er en regulær looker. Der er noget Keanu Reeves divideret med Dave Grohl over ham, og han lignede på mange måder en velgroomet 90’er-grungerocker med et Misfits-agtigt skelethoved på bluseryggen, da han stod på scenen omgivet af bassist, trommeslager og guitarist – selv skiftede han mellem tangenter og guitar.
Men hans musik bliver aldrig til rendyrket nostalgi eller pastiche over 90’erne og 00’erne. Hertil er han for meget en eksperimentator og udforsker af snitfladerne mellem genrerne, og det mærkede man denne fredag aften.
Det var nærmest umuligt at kede sig. Så store kontraster var der mellem mange af sangene. Der var mulighed for at svaje til oprigtige ballader, det næste øjeblik var det ikke upassende, når dele af publikum valgte at headbange, idet der blev hugget i guitarerne, og den krølhårede trommeslager bankede igennem.
Som aftenen rullede forbi, blev vi trakteret med en blanding af collegerock, grunge, indie og countryfolk, som nu og da ligesom stak af og vendte vrangen ud, landede hårdere og blev mørkere, mere riff-præget og aggressivt end mange nok vil forvente. En smuk ballade som ’After All’ blev også mere rocket, og flere af de mest fløjlslette numre fra det seneste album blev fra kanten af live-scenen bøffet op og forvandlet til mere regulær rock.
Måske fremstod Alex G aldrig som det, man ville kalde en entertainer, der var særskilt generøs over for sit publikum. »Vi har det sjovt«, sagde han pligtskyldigt på et tidspunkt, men måske var der alligevel en snert af turnétræthed at spore? Der var ofte en fornemmelse af, at bandet slog ring om sig selv og vendte sig væk fra publikum, især når de gav sig hen til de mere eksperimenterende indslag i Alex G’s omfattende katalog.
Generøs er Alex G ellers i sit output og i den korte ventetid, fans skal udholde mellem nye album. Det seneste album, der er udråbt som et foreløbigt højdepunkt, følger i kølvandet på soundtracket til gyserfilmen ’We’re All Going to the World’s Fair’, også fra 2022.
Vi fik en helt ny sang også i aften, en halvbizar sag kaldet ’This Is How You Tie Your Shoes’. Den lød ufærdig, men vil måske lyde suveræn, når Alex G udgiver et nyt album. Det er sikkert et spørgsmål om blot et par måneder.
»Vi smutter lige ud, og så kommer vi ind og giver et ekstranummer«, sagde aftenens ubetingede hovedperson, da ekstranumrene nærmede sig. Det blev et helt lille ekstra sæt og blev en lystvandring tilbage i kataloget med en mere afslappet og tilbagelænet ’efter lukketid’-stemning end under den forudgående koncert.
Alex G’s liste af udgivelser er omfattende, men uden en lang række numre, der er ubetinget allemandseje, nærmere en lang række af individuelle favoritter. Det er derfor tvivlsomt, om ret mange kendere af Alex G trådte ud på Enghavevej igen og fik alt, hvad de drømte om, i både pose og sæk.
Jeg havde eksempelvis håbet på mere fra album som ’Rocket’ og ’Trick’. For andre har det sikkert været sange fra nogle af de Alex G-albums, jeg selv knap nok har hørt. Størst var for mig derfor glæden over at kende en kunstner som Alex G, der kan samle så mange mennesker med en frisk diskografi, han kunne have øset af flere aftener i træk.
Kort sagt:
Det var nærmest umuligt at kede sig til Alex G’s omfattende og forrygende Store Vega-koncert, der både fandt plads til melodi, skønhed, genreforvirring og eksperimenterende afstikkere.