En halv time inde i Maroon 5’s Tinderbox-koncert begyndte Adam Levine endelig at gøre sig umage
I 16 sæsoner var Adam Levine coach på sangkonkurrencen ‘The Voice’, men det kunne man ikke mærke i begyndelsen af Maroon 5’s Tinderbox-koncert.
Jeg ved ganske vist ikke, hvilken slags rådgivning han mon har givet til de aspirerende sangere. Men jeg tvivler på, at det har været »brug al din energi på at gejle publikum op i første halve time af din koncert, og derfra kan du så koncentrere dig om at synge godt«. Men det var det, han selv gjorde på Tinderbox.
På åbningsnummeret ‘Moves Like Jagger’ sprang Levine konstant over flere dele af omkvædet, og når han endelig forsøgte sig med de høje toner, lød det ikke godt. Den efterfølgende ‘This Love’ var præget af et mumlet andet vers og et c-stykke, hvor han knap nok gjorde en indsats som sanger. Og når vi ramte broen til omkvædet i ‘One More Night’, var flowet øjensynligt for hurtigt til, at Levine helt kunne overskue at synge alle ordene.
Han hoppede ellers rundt og dansede, mens han fik publikum til at lave bølgebevægelser med armene. Han fik lige flashet sin tatoverede krop under linjen »on my body like a tattoo« fra ‘One More Night’. Og han sørgede ret elegant for at udskifte Travie McCoys vers på ‘Stereo Hearts’ med noget call-and-response fra publikum.
Den slags viste stort talent som entertainer, men sgu kun sjældent som sanger (hans blærede håndtering af Christina Aguileras c-stykke på ‘Moves Like Jagger’ er dog en undtagelse her).
Men så skete der noget. Sætlisten nåede til 2012-sangen ‘Lucky Strike’. Det er et populært nummer, men sammenlignet med sætlistens øvrige hitparade kan den kategoriseres som et deepcut. Der var nok mange på pladsen, der ikke kendte den, og måske netop derfor føltes Adam Levine endelig som en, der havde noget at bevise.
Nu sang han knivskarpt, og han sørgede for at levere linjerne så charmerende, at man kunne fornemme et kækt flirtende blik i hans øjne – bare fra lyden af hans stemme. Særligt det afsluttende »This is what it sounds like« blev leveret med overbevisende rockstjernebravado. Og det engagement som vokalist holdt heldigvis ved resten af koncerten.
Førnævnte verslinje vækker måske genklang, hvis man er fan af Prince. Maroon 5 lagde ikke skjul på deres kærlighed til det lilla unikum, og Levine gav os således en ret sprød Prince-agtig guitarsolo under afslutningsnummeret ‘Sugar’ (han indledte endda sangen med linjen »dearly beloved«).
Vi fik også et noget mere ligegyldigt cover af Princes ‘I Wanna Be Your Lover’, der var velspillet, men også så lødigt og smagfuldt, at det blev temmeligt intetsigende. Det føltes mest som et forsøg på at understrege slægtskabet mellem Prince og den forudgående sang, ‘Makes Me Wonder’.
Men lad os lige vende tilbage til det med guitarsoli. De blev som regel leveret af leadguitarist James Valentine, og han var koncertens hemmelige trumfkort. Guitaren fylder jo ikke det store i bandets nyere musik, men på selv nyere sange som ‘Don’t Wanna Know’, ‘Girls Like You’ og ‘What Lovers Do’ fyldte han meget i lydbilledet og gjorde det hele spændende og farligt.
(Jeg forstår bare ikke, at de ikke gav ham en guitarsolo på ‘Girls Like You’, hvor hans akustiske ellers lød skønt. I stedet bød de på en playback-udgave af Cardi B, hvis rapvers lød kluntet over denne mere organiske liveudgave.)
I det hele taget spillede bandet bare drøngodt. Den fyldige bas på ‘Makes Me Wonder’, de lækre keyboard-licks på ‘Sunday Morning’, de særdeles aktive trommer på ‘Payphone’ – sangene blev virkelig vakt til live på ny.
Men der var alligevel for meget slinger i valsen til, at jeg for alvor kan erklære mig fan af showet. Keyboardist PJ Mortons solotrack ‘Heavy’ var spild af tid. De alt for lange snakkepassager mellem versene på ‘She Will Be Loved’ trak ud. ‘Daylight’ blev så sonisk tætpakket i omkvædet, at helhedsbilledet blev tabt. Og når Levine begyndte en flexende vokalsolo på ‘Memories’, gik det ud over nummerets tiltænkte intimitet.
Bandet spillede godt. Men den slags kreative beslutninger gik ud over koncerten – også selvom de blev leveret med teknisk finesse.
Kort sagt:
Til Maroon 5’s Tinderbox-koncert var Adam Levine for lang tid om at tage sig sammen til rent faktisk at gøre sig umage som sanger, og der blev taget tvivlsomme kreative beslutninger. Men når det spillede, så spillede det.