Roskilde Festival: Eee Gees disco-fest slap for skybrud denne gang – men også solen kan være en udfordring

Roskilde Festivals nye Eos-scene er ikke skueplads for storskærme og bjergtagende visuals, så Eee Gee havde selv sørget for at medbringe det flamboyante islæt til en koncert, der tydeligvis ikke bare skulle ligne endnu en dag på kontoret.

Hele bandet inklusive korsangere var klædt i pastelfarver, som havde de plyndret en vintage-genbrugsbutik på vej mod Roskilde, og Emma Grankvist selv var iklædt et overdådigt skrud, der var lige dele psykedelisk country-dronning og svensk Melodi Grand Prix anno 1970’erne.

Og den ekstravagante påklædning står faktisk som en udmærket retningsangivelse for musikken, der kombiner country-duft med disco-amoriner.

Festen tog fat med ’Ghost House’, den pæredanske cowgirls seneste organiske skive disco. Når hun er bedst, kan Eee Gee skrive sange af internationalt format – og få det til at lyde som det nemmeste i verden

»Oh my god, Roskilde, vi er da nogle stykker«, udbrød sangerinden, der i løbet af koncerten dog måtte se sig udfordret af Lukas Graham og Christopher som en dobbelt dansk kioskbasker omme på Orange Scene.

’Favourite Lover’ – åbningsnummeret fra debutalbummet ’Winning’ – dedikerede Emma Grankvist til »skybruds-krigerne«, der trodsede elementerne og blev hængende sidste år, hvor Eee Gees koncert blev ramt af heftigt uvejr.

Solen kan dog også vise sig at være en blandet velsignelse. Den var sandsynligvis med til at gøre publikum lidt lade, så den konfettiglitrede fest ikke helt indfandt sig ved den ellers velbesøgte scene.

Noget så frygtløst som et Bee Gees-cover var inkluderet i sættet, fra den australske trios satinklædte disco-velmagtsdage. ’More Than a Woman’ tog godt fat i publikum på den måde, som kun gamle kendinge kan. Og det er jo risikabelt på den måde at sætte sig selv op mod giganterne.

Eee Gee slap dog udmærket fra vovestykket. Den ret perfekte single ’Percect 10’ fulgte efter, mens sæbebobler svævede rundt i luften. Tåreperseren ’You Don’t Have to Tell Me It’s Over’ er lige ved at være på den gale side af corny, generisk klaverballade i min bog, men den fik store dele af publikum med.

Den sårbart selvironisk, elegante ’Killing It’ sluttede sættet af med bravur. Det er en drøm af et nummer, der får mig til at tænke på Supertramps klassiske hitpakkede album ’Breakfast in America’. 

Nogle læser måske med lige nu og tænker, at alt det her lyder som en kunstner, der har hentet sin musikalske hovedstol i en bunke flossede vinylplader af den type, man får smidt i nakken på loppemarkedet. Måske.

Men Eee Gees bedste sange får alt det gamle vraggods til at lyde champagneboblende friskt igen. Det stod også klart denne sene eftermiddag på Eos.