Katy Perry har lige indgået en mildest talt lukrativ handel.
Popstjernen har nemlig solgt rettighederne til sit musikkatalog for over halvanden milliard kroner. Det skriver Variety.
Helt konkret har popstjernen solgt sine musikrettigheder for 225 millioner dollar – hvilket er cirka 1,5 milliard kroner.
Salget er gået til det nystartede selskab Litmus, der i december sidste år også købte rettighederne til country-stjernen Keith Urbans bagkatalog.
Handlen inkluderer Katy Perrys andel af rettighederne til albummene ‘One of the Boys,’, ‘Teenage Dream’, ‘Prism,’ ‘Witness’ og ‘Smile’.
Katy Perry er langt fra den eneste store musiker, der har opgivet rettighederne til sin musik mod et stort pengebeløb. Tendensen inkluderer også kunstnere som Justin Timberlake, Leonard Cohen, Future, Shakira og Tina Turner.
Tidligere på året solgte Justin Bieber også rettighederne til sin musik for et lignende milliardbeløb.