Der kommer 60.000 nye sange på Spotify hver dag – hvorfor kaster investorer milliarder af kroner efter gammel musik?

En række af de største musikartister i verden har over det seneste år solgt ud af rettighederne til deres egen musik, og i starten af 2022 var det så David Bowies bagkatalog, der blev solgt for et svimlende beløb. Men hvad ligger bag de her gigantiske handler? Og hvad er de eventuelle konsekvenser?
Der kommer 60.000 nye sange på Spotify hver dag – hvorfor kaster investorer milliarder af kroner efter gammel musik?
David Bowie til The Nokia Isle of Wight Festival 2004, UK. (Foto: Jo Hale/Getty Images)

ANALYSE. Få dage inde i det nye år blev det annonceret, at en pose penge, der svarer til omkring 1,6 milliarder danske kroner, havde skiftet hænder i musikbranchen.

Warner Chappell, som er navnet på musikudgivningsdivisionen under Warner, havde nemlig købt hele David Bowies sangkatalog. Eller, rettere sagt, sangskriverrettighederne til de mere end 400 sange, som Bowie var med til at skabe.

En handel, der kommer i kølvandet på en stor håndfuld andre af samme art. Eksempelvis har Bob Dylan, Shakira, Paul Simon, Tina Turner, ZZ Top og Bruce Springsteen også givet afkald på rettighederne til deres egen musik – mod klækkelige million- eller milliardbeløb.

Men i en verden, hvor der bliver udgivet 60.000 nye sange på Spotify hver eneste dag, og hvor det ene nye hit hurtigt afløser det andet på top 50-listerne, hvorfor giver det så mening for musikselskaber – og flere private investorer – at kaste enorme summer efter gammel musik?

Forklaringen har flere ben at stå på, men den primære er ganske simpel: Fordi vi stadig lytter til det. Og det er det, vi lytter mest til.

Ifølge tal fra MRC Data, som er den trackingservice, der leverer data til Billboard-listerne, er omkring 66 procent af al musikforbrug, hvor streaming udgør den overvejende del, sange, som er mindst halvandet år gamle. Og det sker altså i en tid, hvor de største nutidige stjerner som eksempelvis Dua Lipa, Drake og The Weeknd har enorme følgerskarer på sociale medier og dermed nemt kan nå millioner af musikforbrugere med et fingerknips.

Den gamle musik, som eksempelvis David Bowies, ligger stille og roligt og streamer videre. I skrivende stund har den afdøde brite mere end 16 mio. månedlige lyttere på Spotify alene, mens hans ti mest populære sange alle er blevet streamet mere end 100 millioner gange.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udover de mange streams er der naturligvis indtægter fra afspilninger i radioen, og når en sang bliver brugt i kommercielt øjemed – eksempelvis som en del af lydtapetet i en film.

Der er derfor stadig massevis af knaster i de gamle travere. Bruce Springsteens samlede musikkatalog, som sidste år blev solgt for 550 mio. dollar, og som både tæller sang- og sangskrivningsrettigheder, indbringer i omegnen af 17 millioner dollars om året efter omkostninger ifølge et Billboard-estimat.

Velkendte og evigt populære toner i bagkataloget er derfor i stigende grad begyndt at blive anset som en stabil investering, for vi stopper ikke med at høre musik, og vi holder slet ikke op med at lytte til den musik, vi allerede kender og elsker.

Særligt for pladeselskaberne gælder det også, at de, ved at sidde på endnu flere musikrettigheder, får en større forhandlingsstyrke over for streamingtjenester såvel som andre virksomheder, der har brug for musik – eksempelvis techselskaber eller gamingplatforme.

Hvorfor så sælge?

Med alle de fordele ved at eje rettigheder til musik opstår naturligvis spørgsmålet: Hvorfor vil musikerne dog så sælge?

Tallenes størrelse har givetvis noget at sige, for selv om du er Bruce Springsteen og allerede har tjent voldsomme summer, så er det nok stadig svært at sige nej til mere end en halv milliard dollar. Særligt når man har entreret karrierens efterår og nok ikke har voldsomt mange verdensturnéer tilbage. Og så er det trods alt også lettere tjente penge end at skulle rejse jorden rundt og være væk fra familie og venner.

At store købsaftaler om musikrettigheder er boblet frem i stor stil over det seneste års tid er formentlig heller ikke en tilfældighed.

Coronakrisen har i stort omfang forhindret musikere i at tjene de rigtigt store penge i form af stadionkoncerter, turnéer og festivaljobs, og selv om formuerne givetvis er store hos musikere, der i årevis har tjent styrtende på deres musik, kan leveomkostningerne også kræve et stabilt cashflow.

Det var eksempelvis tilfældet for den amerikanske singer/songwriter David Crosby, fortalte han selv på Twitter forrige december.

»(…) Jeg har en familie og et lån, som jeg skal tage mig af, så det er min eneste mulighed (at sælge rettighederne red.). Jeg er sikker på, at andre har det lige sådan«, skrev han.

Endelig er der også noget så tørt som skatteforhold, der kan spille en rolle, da royalty-betalinger ifølge New York Times i USA bliver beskattet højere end kapitalgevinster, som et salg af musikrettigheder kan kategoriseres som.

Konsekvenser på den lange bane

Men netop ejerskabet over sin egen musik, og den kontrol og magt, der følger med, er noget, man skal kende vigtigheden af at værne om, lyder det samtidig visse steder i branchen.

Særligt Taylor Swift har talt om vigtigheden af, at musikere ejer rettighederne til deres egne værker, hvorfor hun har genindspillet sine egne sange, delvist for at kunne kontrollere indtjeningerne, som er knyttet til dem.

Det er sjældent fordrende for magten i en branche, at selskaber, som i forvejen har meget, får endnu mere, og at aktører, der har mindre, kan være tvunget til at sælge det, de har.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De artister, som har givet afkald på rettigheder, har givetvis bugnende bankkonti, men spørgsmålet er, hvilke konsekvenser der kan følge af det.

Har man ikke rettighederne til sine egne sange, kan de jo blive brugt til hvad som helst. I Swifts tilfælde blev de opkøbt af en af hendes gamle ærkefjender, hvilket hun bestemt ikke var tilfreds med.

Der er garanteret en masse klausuler indblandet i de her nye gigantiske salg af bagkataloger, men kunstnerne mister jo kontrollen for at få økonomisk sikkerhed. Tiden vil vise, om det fremadrettet kan medføre episoder med ballade.

Og så må vi se, hvordan mindre kunstnere, streamingtjenester og os lyttere langsigtet kan blive ramt af de store musikselskabers (endnu) større kontrol over den musik, vi alle sammen går og hører hele tiden.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af