I år fandt Kanye West og Taylor Swift en fælles fjende, der var større end dem begge

Kanye West og Taylor Swift er gået til angreb på en musikbranchepraksis, der gør, at de ikke ejer rettighederne til deres egen musik. Det bør fremtidens musikere tage ved lære af.
I år fandt Kanye West og Taylor Swift en fælles fjende, der var større end dem begge
Kanye West og Taylor Swift til MTV Video Music Awards i 2015, da alt for en stund åndede fred og idyl. (Foto: Kevork Djansezian/Getty Images)

Kanye West og Taylor Swift kan ikke lide hinanden, men der findes én skabning, de begge hader endnu mere: Musikindustrien. Begge kæmper nemlig en indædt kamp for at genvinde rettighederne til deres bagkatalog.

Og det er værd at dykke ned i. For dén kamp handler om selve fundamentet for, hvordan musikbranchen fungerer – og om, hvordan den skal se ud i fremtiden.

Både popstjernen og rapperen har således kæmpet for, at både dem selv samt andre musikere skal eje deres ’master recordings’ – altså de oprindelige optagelser af deres bagkatalog. Netop de såkaldte masters er så vigtige, fordi den, der ejer dem, kontrollerer musikken.

»Når du skriver under på en pladekontrakt, giver du dine rettigheder væk«, som Kanye West har skrevet på Twitter. »Uden dine masters kan du ikke gøre noget med din egen musik. En anden styrer, hvor den bliver spillet, og hvornår den bliver spillet. Artisten har intet andet end berømmelsen, turneer og merch«.

Det kan jo ved første øjekast lyde helt væk, for hvordan kan det være, at selv ikke store stjerner som Swift og Kanye ejer rettighederne til deres egen musik? Men sandheden er faktisk, at det næsten altid er pladeselskaberne, der ejer rettighederne til selve indspilningerne. Det er helt enkelt normen i de aftaler, der indgås med musikere.

Så når man – som Taylor Swift – har underskrevet en pladekontrakt som helt ung, står man i en situation, hvor pladeselskabet faktisk ejer stort set hele ens bagkatalog, netop fordi pladekontrakterne ofte strækker sig over flere album.

Hvis pladeselskabet så en dag skulle få lyst til at sælge musikken videre til højstbydende, så er der intet Swift kan gøre ved det.

Lige præcis dén situation indtraf sidste år, hvor popstjernens tidligere pladeselskab Big Machine, der altså ejer rettighederne til hendes første seks album, blev solgt videre til Scooter Braun. Og det fik Swift til at gå i krig.

Solgt til sin egen ærkefjende

Hvem er Scooter Braun, spørger du? Faktisk intet mindre end Taylor Swifts nemesis, der blandt andet var manager for Kanye West under dennes fejde med popstjernen.

Salget af hendes første mange værker til en decideret fjende har – forståeligt nok – ført Swift på krigsstien. I et Tumblr-opslag har hun således beskyldt Braun for at være en »bully«, og kaldt det et »worst-case scenario«, at hendes fjende nu ejer hendes første mange album:

»Det er musik, som jeg skrev på gulvet i mit soveværelse, og videoer, som jeg drømte mig frem til og betalte for med penge, jeg havde tjent på at spille på barer, så klubber, så arenaer og så stadions«.

Siden er Swifts bagkatalog faktisk blevet solgt igen, men popsangeren har meddelt, at Braun stadig står til at tjene penge på musikken. Derfor har Taylor Swift faktisk udtalt, at hun vil genindspille alle de tidligere album og udgive dem på ny – hvilket ville være et fuldstændig uhørt træk.

At popstjernen har tænkt sig at gøre noget så drastisk som at genindspille det meste af sit bagkatalog viser, hvor meget den her kamp betyder for hende. Men ikke kun for Swift selv: For alle de musikere, der sidder i lignende situationer. Og det er rigtig mange.

»Du fortjener at eje den kunst, du laver«, har Swift skrevet om dén sag i sit oprindelige post fra sidste år. Underforstået: Alle kunstnere fortjener at eje deres egen musik.

Dén slags aktivisme er heller ikke ny for popsangeren: I 2014 og 2015 tog hun kampen op mod både Spotify og Apple, fordi hun følte, at streamingtjenesterne udnyttede artisterne.

I kølvandet på Swifts opgør med Scooter Braun fik hun en del støtte under hashtagget #WeStandWithTaylor, og senere meldte en noget uventet allieret sig på banen.

Nemlig den tidligere fjende Kanye West, der sideløbende havde startet sin egen kampagne for at befri alle kunstnere fra pladebranchens »moderne slaveskibe«, som han med sædvanlig sans for dramatiske formuleringer skrev på Twitter.

Kanye West, alle kunstneres befrier

Den store befrielse gjaldt også Taylor Swift, lod han forstå: »Jeg vil personligt sørge for, at Taylor Swift får sine masters tilbage«, lød det (med blokbogstaver!) i et tweet.

Der var også en video af Kanye, der pisser på sin Grammy, antageligvis for at vise sin hån for musikindustrien som helhed – og så postede rapperen også for god ordens skyld screenshots af alle sine pladekontrakter. Hertil lovede han, at de musikere, han selv har signet på sit eget pladeselskab, ville få de rettigheder, han selv ejede af deres masters, tilbage.

Men det hele var ikke bare publicity stunts. Kanye West har også afsløret storstilede konkrete planer: Han har opfordret til, at der skal startes en fagforening for musikere, at alle artister ejer deres egne masters, og at fordelingen af indtjening bliver 80/20 i artistens favør – det omvendte af den nuværende situation.

Hvor Taylor Swift primært er én kunstners kamp for rettighederne til sin musik, er Kanye Wests ambition således noget mere storslået. Han ønsker en total revolution af hele musikbranchen. Intet mindre.

»Jeg vil gøre alt, jeg lovligt kan, og bruge min stemme indtil alle kunstneres kontrakter er ændret, og jeg starter med at få mine masters til mine børn«, lød det således.

De meget radikale forandringer kan måske virke utopiske. Men Kanye har faktisk fat i noget her. Der er en udvikling i gang i retning af de ting, han påpeger.

For Kanye og Swift er børn af den klassiske musikbranche, hvor en pladekontrakt betyder alt, og hvor pladeselskaberne kan stille store krav, når en kunstner endnu ikke er brudt igennem.

Det er et system, som også Michael Jackson og Prince har kritiseret tidligere, og sidstnævnte har i øvrigt allerede brugt slaveanalogien samt coinet et genialt motto i et Rolling Stone-interview i 1996: »If you don’t own your masters, your master owns you«. På den måde er problematikken ældgammel.

Men den interessante udvikling er, at den nye generation ikke i samme grad har brug for industrien for at sparke en karriere i gang.

Den nye generation har lært lektien

Mange kunstnere opbygger deres egen følgerskare på sociale medier som Instagram eller TikTok, inden de overhovedet kommer i kontakt med den etablerede branche. Det betyder, at de har langt mere magt ved forhandlingsbordet og er langt mindre afhængige af en pladekontrakt. Så hvorfor frasige sig sine masters?

»Du kan ikke have gamle regler til nye spil«, som Kanye har sagt i et Billboard-interview, hvor han påpeger, at de nuværende kontrakter blev lavet til en tid, hvor man solgte vinyler. De giver ikke nødvendigvis mening i en digital tidsalder. Det har en række nye artister også luret.

Kunstnere som 21 Savage, Chance the Rapper og J. Cole har således kontrollen over rettighederne til deres musik, og dén udvikling ser ud til kun at blive større. For jo mere de unge artister bliver bevidste om deres egen magt, jo mindre tilbøjelige er de til at overgive rettigheder og indtjening til pladeselskaberne. Magtbalancen er ved at tippe.

På den måde er den magtoverdragelse til kunstnerne, som Kanye West og Taylor Swift ønsker, måske allerede i gang. Det er bare ikke de to superstjerner, men den yngre generation, der ser ud til at gennemtvinge den.

Kunstnere fra de lidt ældre eller rutinerede generationer – som Rihanna og Jay-Z – har været nødt til at kæmpe årelange kampe for at få rettighederne til deres musik tilbage, hvis de da ikke – som Kanye West og Taylor Swift – blankt er blevet nægtet muligheden at købe dem tilbage.

Men meget tyder på, at fremtidens musikere slet ikke har tænkt sig at give rettighederne væk til at starte med. Og hvorfor i alverden skulle de også det?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af