Sufjan Stevens’ nådesløst åbenhjertige ‘Javelin’ minder mig om to årtier gammelt mesterværk
For dem (heriblandt undertegnede), der forelskede sig hovedkulds i Sufjan Stevens som en af de ypperste indiefolk-troubadourer i begyndelsen af årtusindeskiftet, er det nye album ‘Javelin’ særdeles gode nyheder.
Allerede fra det sprudlende og maksimalistiske åbningsnummer ‘Goodbye Evergreen’ står det klart, at den inderlige singer-songwriter er tilbage i velkendt territorium. Efter spændende ekskursioner ud i svalende ambiente klangflader (på ‘Convocations’) og knitrende electronica (på ‘The Ascension’) tager han atter favntag med den indiefolk, han mestrer til perfektion.
Knirkende rustik instrumentering og et storslået korarrangement i ‘A Running Start’ vil stensikkert behage fanskaren, der holder af denne side af Stevens, hvor han kultiverer det taktile og inderlige.
Stevens har aldrig haft berøringsangst med fuldkomment at blotlægge sit indre liv. ‘Carrie & Lowell’ beskrev et kompliceret forhold til hans nyligt afdøde mor i sange, hvor privatsfæren flere steder var nærmest ikke-eksisterende.
Hos en anden kunstner vil en titel som ‘Will Anybody Ever Love Me?’ givetvis anspore til drivende selvmedlidenhed, men fordi Stevens er så nådesløst åbenhjertig i sine tekster, køber man præmissen. Han undgår desuden trivialiteten, når de emotionelle kvababbelser iscenesættes med religiøse metaforer: »Take my suffering as I take my vow / Wash me now, anoint me with that golden blade«.
Det tjener ham ligeledes til ære, at han har ligeså meget overskud som musiker, arrangør og producer som sangskriver. Lytteoplevelsen pirres, når man skal holde skik på de mange soniske spidsfindigheder, der pusler frem i krogene. Heriblandt det enkle akustiske fingerspil, som får følgeskab af både autoharpe, elektronisk percussion, synths og et himmelstræbende kor på den dybt bjergtagende hymne ‘Genuflecting Ghost’.
Med sine knap 9 minutter har den ambitiøse ‘Shit Talk’ plads til at stille periskopet ind på Stevens’ format, som med rette har gjort ham til en af de største amerikanske sangskrivere på denne side af årtusindeskiftet. Nummeret fungerer som et glimrende bindeled mellem de universer, stortalentet fra Michigan har rejst rundt i gennem sin mangfoldige karriere. Der lægges fra land i indiefolken for mod slutningen at skifte karakter og klinge ud i et synthbårent ambient-rum.
Med sit skarpe soniske fokus på at forene rustik enkelthed og det instrumentalt sofistikerede deler ‘Javelin’ slægtskab med det næsten to årtier gamle ‘Illinois’, som stadigvæk er diskografiens klarest funklende ædelsten.
Helt derop når vi ikke i denne omgang, men vi kommer uhyggeligt tæt på. ‘Javelin’ er en berusende bekræftelse på, hvad der sker, når en talentfuld og oprigtig kunstner giver sig i kast med det, han virkelig har forstand på.
Kort sagt:
Efter nogle ekskursioner ud i elektroniske og ambiente universer er Sufjan Stevens tilbage med en række inderlige sange inden for den storslåede indie-folk, som han mestrer til perfektion, og som har gjort ham til en af de største sangskrivere på denne side af årtusindeskiftet.