Her troede jeg, at jeg kendte Yaeji, og så stod hun pludselig og dansede som Dua Lipa
Efter sidste nummer, den helt nye single ‘Easy Breezy’, sluttede Yaeji aftenen af med en enetale, hvor hun blandt andet takkede alle, der har været med til at omsætte hendes introverte synthmusik til en livesetting. En af dem, hun takkede, var Andy.
Andys rolle i det store hele var at sidde bag en Macbook og en mixerpult til højre for scenen og sørge for, at Yaejis livevokal spillede. At aktivere alskens vokalfiltre løbende, så vi fik den samme grad af vellyd, som vi kender fra Yaejis studiemateriale.
»Jeg er producer, før jeg er sanger« sagde hun fra scenen, da hun forklarede, hvor meget musikken skulle gentænkes for at skabe den aktuelle turné.
Jeg havde også selv tænkt, at der var noget spøjst over hele setuppet. Der var ingen dj-pult på scenen, nej, scenegulvet var faktisk helt tomt for nogen slags instrumenter. Det var lidt underligt at se en så legesyg producer servere, hvad der essentielt var et playback-show med undtagelse af vokalen.
Fraværet af en dj-pult havde dog nogle klare fordele. Yaeji kunne være mere løssluppen som performer, og der blev endda gjort plads til to dansere, der fyrede en nøje planlagt koreografi af under en betydelig andel af showet.
Under titellinjerne til nummeret ‘Ready or Not’ kørte playback-vokaler over anlægget, imens Yaeji var omgivet af en danser på hver side. Trioen bevægede sig så stilfuldt, at jeg for en stund følte mig transporteret til en Dua Lipa-video frem for en indadvendt producers idiosynkratiske univers.
Men så gik der alligevel ikke længe, før sangen sluttede af med en relativt nøgen livevokal omgivet af spinkle keyboardtoner, og det blev tydeligt, hvor personligt et projekt Yaeji alligevel er. Ømheden var til at tage og føle på, og den blev accentueret af et veludført lysshow. Yaeji optrådte foran en stor skærm, og under nummerets afsluttende øjeblikke var den lille skikkelse akkompagneret af et stort vandfald på skærmen.
Ét øjeblik var hun popstjerne, og det næste kunne hun være lige så lillebitte og skrøbelig som os alle.
Ret tidligt i koncerten fortalte hun, at hun egentlig er ret introvert, og at hun altid kommer lidt ud af sin komfortzone, når hun spiller live. Men at hun også altid nyder, hvad hun lærer om sig selv, når hun udfordrer sig selv på den måde. Og det var gang på gang en fryd at overvære, hvordan hun skabte samvær med en sal fuld af fremmede mennesker.
Særligt under gennembrudssinglen ‘Raingurl’ var der rave-stemning for alle pengene. Hele salen, inklusive Yaeji og de to dansere, hoppede i vilden sky, og det var ikke til at tage fejl af det store smil på Yaejis ansigt. Nummeret blev kun mere charmerende af, at hver linje i omkvædet havde fået tildelt et lille dansetrin, som var det snydt ud af TikTok.
Glæden i salen blev om muligt endnu større, da hun tog hammeren fra artworket til ‘With a Hammer’ frem på scenen og rettede mikrofonen mod dens lille, tegnede ansigt under de dybere vokaler på ‘Happy’. Yaeji brillerede både med humor, fest, skrøbelighed og alvor.
Koncerten fik sat et særligt smukt punktum, da Yaeji under den afsluttende monolog råbte »våbenhvile nu!« med reference til Israel og Palæstina. Publikum støttede hendes udtalelse højlydt og ekstatisk, og Yaeji selv fik tårer i øjnene.
Alligevel savnede jeg lidt mere live-instrumentation. Numrene lød over en bred kam meget som studieudgaverne. Heldigvis lyder studieudgaverne jo glimrende, og især numre som den kaotiske ‘Michin’ og den buldrende ‘In the Mirror’ var gribende.
Men overraskelser var der ikke mange af. Måske skulle Yaeji skele til en kunstner som danske Debbie Sings, der fornemt blander live-dj’ing med livevokal og dans? Det havde muligvis gjort en god koncert endnu bedre.
Kort sagt:
I studiet er Yaeji producer, før hun er sanger, men live var hun kun sanger. Fraværet af live-dj’ing gjorde, at der ikke var de store soniske overraskelser, men hun forstod at fængsle publikum med både dans, humor og følelser.