ANBEFALING. »Har han lige lavet en Lil Yachty?«
Sådan tænkte jeg, da jeg hørte det nyeste album fra en af Sveriges, efter min mening, mest interessante rappere.
Lil Yachty overraskede som bekendt alt og alle, da han tidligere i år udgav syrerockalbummet ’Let’s Start Here’. Pludselig begyndte omverden at tage ham mere alvorligt som artist – en ærgerlig tendens, hvor rappere først kan blive anerkendt som store kunstnere, når de træder ind i andre genrer end hiphop.
Men i Yachtys tilfælde var der altså virkelig tale om et kunstnerisk skridt fremad. Og lidt på samme måde som Lil Yachty er den svenske rapper Fricky, som mange desværre ikke kender herhjemme, gået nye, overraskende veje på sit 2023-album ’Horizon Inn’.
Her flytter den 31-årige artist sin melodiske, kække poprap over i et mere uforudsigeligt og sammenflydende genrefelt, der ikke lyder helt som noget andet.
Og ligesom med Lil Yachty er det senest nu, han bør tages alvorligt.
Er han overhovedet seriøs?
Carl Erik Friman fra den svenske by Umeå slog igennem tilbage i 2017 under kunstnernavnet Fricky med den poppede rapsang ’Hon få mig’ – produceret af Academics, som har været én af rapperens faste samarbejdspartnere frem til i dag.
Med en tropisk klublyd, en lys autotunevokal, en tekst om en kvindes uimodståelige »punani« og et c-stykke, der ret overraskende låner melodien fra Kevin Lyttles 00’er-hit ’Turn Me On’, havde ’Hon få mig’ åbenlyst hitpotentiale.
Året efter skruede Fricky mere op for hiphopattituden med sit hidtil største streaminghit, det bastunge og melodiske trapnummer ’Aqua Aura’.
Dengang kunne man tvivle på, hvor seriøst Frickys musikunivers skulle tages. Især når man så musikvideoen til ’Aqua Aura’.
Videoen har et lige dele gennemført og ironisk udtryk – med pixeleret vhs-æstetik og lollede afterski-vibes. Hovedpersonen selv – en hvid, ranglet svensker med langt, lyst Björn Borg-hår, iført kedeldragt og store vanter – ser også ud til have en vis privilegeret, ironisk distance til rollen som rapper.
Dog har Fricky selv i et interview med Vogue kaldt det et »standpunkt« mod klassiske forestillinger om maskulinitet, at man i videoen ser ham i et boblebad med to andre fyre.
I samme interview kalder Fricky sin hiphoppersona »100 procent mig, men den er også 0 procent mig«.
»Jeg forsøger altid at udtrykke mig selv i musikken, men på det seneste har jeg opdaget, at folk, der lytter til min musik, ikke altid ser, hvem jeg er«, uddyber han i interviewet fra 2019.
Og i de efterfølgende år virker det faktisk også som om, rapperen har forsøgt at gøre sin musik mere personlig og ærlig.
Debutalbummet ’Fricktion’ fra 2021 føles i den forstand som en mellemstation for Fricky frem til opfølgeren ’Horizon Inn’ i 2023.
På rapsange som ’Hopper’, ’Peace Retreat (Iceman)’ og ’Fricktion’ fortsætter Fricky lidt i sin gamle ’Aqua Aura’-stil. Med nogle af debutpladens andre sange, som ’Gå ihop’ og ’Svårt’, begynder han imidlertid også at dyrke et mere blødt og sårbart udtryk.
På det nye album, ’Horizon Inn’, kan man nu høre Fricky kaste sin popslasker-lolrapper-identitet helt over bord og gå planken ud som eksperimenterende indiepopkunstner med raptendenser.
For nok rapper han en masse på pladen, men det lyder ikke længere særlig meget som hiphop.
Halvmelankolsk skilsmissefar
På ’Horizon Inn’ kaster Fricky sig ud i et drømmerisk musikalsk udtryk. Samtidig synes teksterne at være mere indadvendte og holde igen med den halvironiske rapper-attitude.
Det hører man allerede fra det åbnende titelnummer, som gennemsyres af en skarp, vibrerende synth og et rocket sæt trommer. »Välkommen till Horizon Inn / Take the night off, checka in«, lyder Frickys hilsen i sangens enkeltstående rapvers.
Fricky trækker på flere forskellige genrer, han ikke før har prøvet kræfter med, hvilket gør pladen herligt uforudsigelig.
’Heady’ tilsætter han for eksempel et 80’er-klingende pianostykke, og den dvælende interlude ’Porslin’ refererer til Moby-sangen ’Porcelain’, med Frickys fjernt kvækkende vokal på en bund af tågede synthesizers.
På en håndfuld af de nye sange – ’DiCaprio’, ’Häntextra’ og ’Puff Daddy Issues’ – pakker Fricky tilmed det svævende lydbillede ind i stramme drum’n’bass-trommerytmer.
Singlen ’Nattbuss’ kommer med et ligeledes forfriskende udtryk, der denne gang trækker på syrerock og faktisk godt kunne minde lidt om Post Malones ’Circles’.
Både Posty og Lil Yachty har været bannerførere for en udbredt Tame Impala-inspiration på den amerikanske hiphopscene. En inspirationskilde, Fricky tilsynladende også dyrker.
Uanset hvad: Den vedholdende basrundgang på ’Nattbuss’ passer umanerligt godt til sangens halvmelankolske, natlige roadtrip-stemning.
»Alltid sökt något i nån annan som jag själv inte har haft ju / Du tvingas vänta på mig som jag va’ en nattbuss«, synger Fricky modvilligt i sangen, der er skrevet til ekskonen Cleo – en anden anbefalelsesværdig svensk rapper – som han blev skilt fra sidste år.
Netop skilsmissen synes at have gjort Frickys tekster mere umiddelbare, men også mere rådvilde. »Hello! Can anybody hear me?« og »Hi, my name is … anyone« synger han for eksempel i starten af ‘DiCaprio’.
Ironien siver dog stadig op gennem hverdagslivets tristesse – eksempelvis på ’Puff Daddy Issues’, hvor Frickys tilbagelænede vokal fortæller om livet som skilsmissefar med reference til Pippis sørøverfar: »Puff Daddy issues / Och med en charm som jag vore Pippis pappa / Jag poppar upp, varannan vecka on the low / Star player of the show«.
I takt med at Fricky er hoppet på natbussen og kørt i en mere uforudsigelig og mindre viralitetssøgende retning, er hans Spotify-streams også gået ned. Forhåbentlig får det ham ikke til at stoppe med at eksperimentere med sine atypiske takes på rap, indiepop og alt muligt andet.
For hans musik har aldrig været mere spændende, end den er lige nu.