Spot Festival: Greta forvandlede en klassisk musiksal til Aarhus’ fedeste natklub
Jeg ved ikke, om det bare handlede om, hvor i Musikhusets Store Sal, jeg sad. Men Gretas vokal druknede ret tit i lydbillederne under hendes Spot-koncert. Jeg havde tit svært ved at dechifrere ordlyden i det, hun sang.
Det var dog ikke verdens største problem. For melodierne på hendes nye album, ‘Portals’, er meget æteriske. Vokalen fungerer stedvist nærmest som et synthspor, der tilfører ambience over de klubbede beats. Og den sammensætning af lyde kunne jeg sagtens mærke det fulde udbytte af, selvom ikke alle ordene trængte klart igennem.
Allerede fra andet nummer, ‘Promise’, rejste alle omkring mig i salen sig op – simpelthen bare, fordi de tætpakkede klubtoner var så kommanderende, at det føltes forkert at sidde ned.
De lækre elektroniske toner blev hjulpet på vej af et sceneshow af en kaliber, jeg indtil videre ikke har set mage til på årets Spot Festival. Ikke alene var lysshowet lige i øjet og fik ubesværet forvandlet en klassisk musiksal til Aarhus’ fedeste natklub. Men showet havde også koreografi og scenografi, der fik mig til at tabe kæben.
Eksempelvis stod Greta slet ikke på scenen, da åbningsnummeret ‘Third Eye’ startede. To keyboardister og en trommeslager havde ellers stillet sig parat.
Men pludselig stod hun midt i publikum, oplyst af et spotlight og iklædt en hvid kjole, der reflekterede lyset yderligere tilbage. Lyset gjorde, at det nærmest føltes, som om der var en profet, der bevægede sig syngende gennem publikum.
Senere, under ‘Sand Castles’, lagde hun sig ned på scenen, som om musikkens tyngde gjorde, at det ikke længere gav mening at stå oprejst – og så sang hun liggende, helt sårbar og øm, mens beatet dunkede derudaf som aldrig før.
Under ‘Open Eyes’ trådte hun ind i en flot udsmykket kasse – som snydt ud af ‘Barbie’-filmen. Følelsen af indelukkethed, som kassen skabte, satte sig i resten af nummeret, og hun føltes så meget desto mere løssluppen og sprælsk, da hun derefter bevægede sig rundt på scenen for at fyre den af til ‘Feel It’ og ‘Never Enough’.
Under ‘Feel It’ instruerede hun publikum i nogle simple bevægelser, som vi kunne gøre efter og på den måde selv være en del af showet. Til ‘Never Enough’ tog hun fat i sin keytar og kom helt ned foran, mens hun både bevægede sig og spillede. Spilleglæden var ikke til at tage fejl af.
Greta viste klubmusikkens befriende krafter så eminent, som det kan gøres. Og hun udnyttede den store scene til sit fuldeste.
Kort sagt:
Greta omdannede Store Sal til Aarhus’ fedeste natklub takket være et ambitiøst show, hvor scenografi, koreografi, musik og lys gik i ét.