‘Bando Stone and the New World’: Childish Gambino sætter et spraglet punktum med sit sidste album
Det er meget sigende, at Donald Glovers nye album, ’Bando Stone and the New World’, også agerer soundtrack til en kommende film af samme navn, som han har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i.
Som kunstner favner Glover nemlig umanerligt bredt.
Den 40-årige multikunstner er både anerkendt som skuespiller, film- og serieskaber og musiker. Sidstnævnte har han siden albummet ’Camp’ fra 2011 (og før det en række mixtapes) foldet ud under kunstnernavnet Childish Gambino, hvor han både har ageret samfundskritisk rapper og 70’er-inspireret funksanger.
På grund af sine vidtfavnende ambitioner og sin store alsidighed er Glover konstant spændende at følge. Denne omskiftelighed og idérigdom er dog også til tider hans største svaghed – i hvert fald som albumkunstner. For et velfungerende album skal gerne føles sammenhængende.
Det kan næppe overraske nogen, at også ’Bando Stone and the New World’ – det femte og sidste under aliasset Childish Gambino – stikker i mange forskellige retninger.
Åbneren ’Hearts Were Meant to Fly’ lægger overrumplende an med voldsomt distortede synths, der kunne høre hjemme i Kanye Wests ’Yeezus’-æra. Glovers autotunede rapvokal messer »Everybody Satan and I’m G-O-D«.
Næste nummer, førstesinglen ’Lithonia’, byder på både elorgel, støjende rockguitarer og et melodisk omkvæd om, at »nobody gives a fuck«. Og lige efter kommer ’Survive’, en fremragende, groovy sommersang om global opvarmning, hvor Childish Gambino både har plads til attitudefulde bars og en længere saxofon-outro.
Cirka sådan bliver albummet ved med at skifte stil gennem sine 17 sange.
Filmen ’Bando Stone and the New World’ handler efter sigende om en popmusiker, som skal forsøge at overleve (næsten) alene i junglen i en dystopisk, post-apokalyptisk verden. En synlig rød tråd flere steder på albummet er tekster om at fare vild og kæmpe for sin overlevelse. Det ser man helt konkret i titlerne til førnævnte ’Survival’ og det behagelige, halvironiske Khruangbin-samarbejde ’Happy Survival’.
Flere steder kobler Glover overlevelsesfortællingen sammen med sit følelsesliv og tanker om at være vildfaren i livet – indtil man finder et sted at høre til, i kærligheden og familiens skød.
Den vilde jungle, som også ses på albumcoveret, fungerer altså som et ukendt territorium – en fremtid, der både kan føre gode og dårlige ting med sig. På det dystre, Yeat-gæstede nummer ’Cruisin’’ synger Gambino om at se Afrika i sine drømme og tage piller, der får ham til at føle sig som et dyr i en jungle. »Babies walkin’ through the belly of the beasts, steady, all night«, rapper Yeat i sit korte vers, som kunne handle om at blive bragt til verden i utrygge omgivelser.
Det ender heldigvis lykkeligt. På den storladne afslutningssang ’A Place Where Love Goes’ synger Glover i omkvædet om at være ude af overlevelseskampen og have fundet kærligheden: »All my life / I had to try to survive / But it is all right now / We found a place / A place where love goes«.
At ’Bando Stone and the New World’ er bundet op på en film giver pladen sammenhængskraft. En række lydbidder fra filmen strøet ud over albummet har til gengæld modsatte effekt. Det er faktisk lidt forvirrende – omend underholdende – når Glover til sidst i sangen ’Running Around’ siger: »Oh my God, they don’t have a bidet!«. En replik fra filmkarakteren, som ingen har stiftet bekendtskab med før albummets udgivelse.
På samme måde er det en evigt stimulerende, men også rodet oplevelse at lytte albummet igennem, fordi Glover hele tiden vil vise, hvor mange musikalske hatte han kan iføre sig – uden at de nødvendigvis passer godt sammen.
Måske har Glover haft svært ved at begrænse sig på sit absolut sidste Gambino-album. Det fremstår en kende overfyldt og kunne godt være kortet ned til færre sange. For eksempel er den kuriøse sang ’Can You Feel Me’, som Glover har indspillet sammen med sin søn Legend, ganske sød, men også lidt overflødig.
Glover er både overbevisende, når han synger en herligt let og smånaiv kærlighedssang til akustisk guitarspil (’Real Love’), når han leverer en rendyrket, skarp pralerapsang (’Yoshinora’), og når han gakker helt ud på en hektisk og bastung festbanger (’Got To Be’). Disse sange giver bare ikke meget mening, når man holder dem op imod den nogenlunde gennemgående tematik.
På den måde er spraglede ’Bando Stone and the New World’ jo et yderst repræsentativt punktum for Gambino-musikprojektet som helhed.
Kort sagt:
Donald Glovers sidste album som Childish Gambino er en evigt stimulerende lytteoplevelse, der stikker i mange forskellige retninger. Albummets omskiftelige karakter går til tider ud over den røde tråd, men er også ganske repræsentativ for musikprojektet som helhed.